Britney Spears’ lillesøster, Jamie Lynn, debuterer efter et langt tilløb nu endelig som sangerinde.
Med flettede rottehaler og sexet skolepigeuniform lagde Britney Spears verden for sine fødder med debutsinglen ’…Baby One More Time’ i 1998.
Her 15 år senere får Britney nu konkurrence på hitlisterne af sin egen lillesøster. I denne uge udsendte Jamie Lynn Spears sin første single, ’How Could I Want More’ i en alder af 22 år.
Selvom Spears-søstrene ligner hinanden som to dråber vand, er deres musikstil som nat og dag. Mens Britney bevæger sig længere og længere ud i dancegenren, vælger lillesøster Jamie Lynn at kaste sig over klassisk country. Jamie Lynn Spears har da også boet i country-højborgen Nashville i Tennessee de seneste tre år.
Lillesøster Spears’ debutsingle bliver umiddelbart godt taget imod.
- Sangen bringer ikke noget nyt til countrysangen. Men den vil helt sikkert tilfredsstille countryfans, og det er nemt at forestille sig, at Spears kan blive det næste store navn inden for country, skriver sitet Music Times.
Med debutsinglen vender Jamie Lynn Spears tilbage til spotlyset, efter hun de seneste år har koncentreret sig om at være mor for den nu fem-årige Maddie Alridge. Til stor opstandelse blev hun gravid allerede som 16-årig med en fyr, som hun ikke længere danner par med. Til gengæld er hun i dag forlovet med Jamie Watson, som hun har set siden 2011.
Jamie Lynn Spears udsender sin debutsingle mindre end en uge inden, storesøster Britney udsender sit ottende studiealbum, ’Britney Jean’. På albummet synger de to søstre i øvrigt duet i nummeret ’Chillin’ with You’.
Se videoen til Jamie Lynn Spears' single 'How Could I Want More' øverst.