Nu kan landmændene glæde sig
Foråret har de seneste uger struttet os i møde som en hel Marilyn Monroe. Men fra i dag er Den Store Nedsmeltning slut. De bare babser, solcremen og grillkullene kan pakkes væk, for nu trækker skyerne sig sammen over os.
Foråret har de seneste uger struttet os i møde som en hel Marilyn Monroe. Men fra i dag er Den Store Nedsmeltning slut. De bare babser, solcremen og grillkullene kan pakkes væk, for nu trækker skyerne sig sammen over os.
Mens vi andre græder, jubler regnvejrselskerne! I ugevis har landbruget længtes efter regn med en utålmodighed som en forkarl efter årets høstbal.
Og i rejsebranchen strålede direktørerne i går om kap med den sidste solskinsdag ved udsigten til regn.
Stig Elling fra Star Tour er en af dem. Og det var en yderst fornøjet - og solbrændt - charterdirektør, som B.T. i går fik forbindelse til via en skrattende mobiltelefon.
"Så kan jeg heldigvis indstille regndansen. Og helt alvorligt: det er jeg sgu glad for," lød det lettet fra Stig Elling, som i disse dage sejler rundt på et krydstogtskib i Det Græske Øhav, hvor solen banker ned fra en skyfri himmel.
Den danske rejsebranche har tabt mindst en million kroner om dagen den seneste tid, mens foråret er gået amok med temperaturer på op mod 28-29 grader. Ren, dansk højsommer i maj, hvor strandene har været plastret til med stegte sild i sololie.
"Det er klart, at vi har været på skideren. Det er i forvejen svært at sælge rejser her i forsæsonen, og når så vejrguderne driller os, ja, så sender vi halvtomme fly afsted. Men nu begynder solfesten i Syden, og så bliver det åbenbart normalt-vejr i Danmark. Det kan vi kun være glade for," siger Stig Elling.
Han undlader dog at være direkte ond, når han beder aftenbøn.
"Selvfølgelig skal det ikke pjaske ned hele sommeren. Det har vi danskere ikke fortjent. Men lidt sol, lidt regn, lidt vind og lidt overskyet, altså sommer som altid, det er mit håb," slutter han, inden han når at fortælle, at han lige har smurt sig ind i solcreme - faktor 12!
Det er ikke kun charterbranchen, som har spejdet utålmodigt efter de truende skyer. Bøndernes marker tørster også, og landmændene sender milde bønner mod himlen i disse dage. Det samme gør paraply-fabrikanter, biografejere og museumsinspektører.
Til gengæld kan isfabrikanter, producenter af koldskål, solbriller, solcreme, havestole osv. godt skrue ned for smilet.
Det samme med landets glædespiger. Det er ikke kun en gammel sandhed, men også videnskabeligt bevist, at sexlysten øges og safterne stiger, når solen stråler, og varmen tager til. De hede dage og de lyse nætter frigør flere kønshormoner i os - og dermed den seksuelle tænding.
Men med møgvejret kan gadens lette kavaleri godt belave sig på nogle dage med mindre knald på i elskovsrederne.
Og meteorologerne? Hvordan har de det med vejrskiftet?
"Jeg er ikke lige frem regnvejrselsker. Men jeg glæder mig i de her dage. Det er frygteligt dræbende, når den ene solskinsdag blot bliver ved med at afløse den anden. Så tager man sig selv i at sidde og drømme om et lille, spændende stormlavtryk," fastslår B.T.s egen hus-meteorolog Torben Klausen.
Han fik for nylig verbale tæsk af Stig Elling, fordi han antydede, at sommeren ville blive god. Det aner han intet om - det er rent gætværk, lød svadaen fra den regnvejrselskende charterdirektør.
"Jeg vil alligevel fastholde, at jeg tror på en god, varm sommer. Statistikken er med os, fordi vi har haft en varm januar og februar. Og jeg har i hvert fald 50 procent chance for at ramme rigtigt," lyder det grinende fra Torben Klausen.
Og lad os så lige slutte af med vejrudsigten: I dag bliver det mest skyet og i løbet af dagen regn fra sydvest, måske med torden. Temperaturerne kan falde ned til 15 grader. Torsdag og fredag bliver der byger mange steder, men også perioder med lidt sol. Temperaturer på mellem 12 og 17 grader.
Lørdag og søndag lidt sol, men også regn og stadig halvkøligt.
Og så er der lidt håb midt i al elendigheden. Mandag og tirsdag lover meteorologerne nemlig stadig ustadigt vejr, men lidt varmere igen, lyder det forsigtigt fra DMI.
Så pak bikinien væk, men ikke for langt væk!