I løbet af de seneste dage har man på forskellige måder kunnet få en indikation af, om man kan se frem til en pose penge fra Skat, eller om man skal grave dybt i lommerne for at finde penge til at betale manglende skat. Det skriver bt.dk.

- Men nu er det er den helt rigtige, man kan se, fortæller Henrik Kähler, der er kontorchef i Skat til bt.dk.

Det er muligt at tjekke sin årsopgørelse ved at gå ind på Skats hjemmeside og benytte sig af Skats TastSelv-service.

- Vi har åbnet for årsopgørelsen på forsøgsbasis hen over weekenden. Så nu kan man altså gå ind og se sin årsopgørelse for 2011.

Som sagt er det ikke længere blot indikationer, der er tilgængelige via hjemmesiden.

- Det er den samme, som der vil ligge der på mandag. Så der er sådan set åbent. Vi forbeholder dog retten til, at lukke igen, hvis systemerne kløjes i det, og så åbner vi mandag igen, fortæller Henrik Kähler.

- Vi har hele tiden håbet at vi kunne åbne op før mandag morgen, men vil hellere lade være med at love så meget, og så være sikre på at vi kan holde det. Det er jo lidt svært med de her IT-systemer. Der kan gå meget galt, forklarer han.

Du kan tjekke din årsopgørelse ved at klikke ind på skat.dk