Renten på det korte flekslån - F1-lånet - sætter bundrekord og giver mulighed for at låne til rigtig billige penge.

Står du for at skulle købe hus eller lejlighed, så er det måske nu skal tage dig en snak med banken om at låne en ordentlig bunke penge.

Det såkaldte F1-lån, som er det korteste flekslån på markedet, har sat historisk bundrekord og er helt nede i 0,19 procent hos Realkredit Danmark, 0,20 procent hos BRF og Nordea Kredit og 0,35 procent hos Nykredit.

Det betyder, at boligejerne, der vælger et afdragsfrit lån, ikke skal betale mere end 7.376 kroner om året for at låne en million kroner, når bidraget på cirka 0,7 procent er lagt oveni den lave rente.

Det svarer til en pris på 614 kroner om måneden for at låne en million kroner.

Tirsdag indtraf den meget usædvanlige situation, at en eller flere købere af obligationer hos Realkredit Danmark endte med at få en negativ rente. Det er ellers hidtil kun forekommet, når store investorer har accepteret en minusrente for at placere pengene i en sikker, statslig havn som for eksempel Danmarks Nationalbank.

- Der er tale om et sommermarked nu, så der skal relativt få handler til at flytte markedet. Og tirsdag var der en stor handel, der udløste den rekordlave rente. Investorerne, der købte obligationerne, fik en negativ rente, siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig, til epn.dk.

Det betyder nu ikke, at boligejerne, som låner penge af realkreditten via disse obligationer, slipper for at betale for det. Realkreditselskabet tager sig betalt med en såkaldt kursskæring, som er forskellen på renten til obligationsejeren og rentebetalingen fra låneren.

De treårige flekslån ligger med en rente på 0,56 procent plus bidrag, mens F5-renten er på 1,12 procent.