Det er 13 år siden, at Sir Alex Ferguson fik smidt et stykke pizza i ansigtet i spillertunnelen, efter Manchester United vandt 2-0 over Arsenal. Men nu står synderen frem.
Det skriver Sky Sport.
Det sker i fodboldprogrammet ’A League Of Their Own’, hvor komikeren og tv-værten James Corden spørger Fabregas, om det var ham, der var manden bag det famøse pizzakast, der sad midt i ansigtet på United-ikonet, og siden har spøgt under navnet ’battle of the buffet’.
Presset op i et hjørne svarer Fabregas, at det var ham, inden han knækker sammen af grin og fortæller anekdoten bag kastet, der kom efter, at Manchester United havde vundet 2-0 og dermed sluttede Arsenals stime som ubesejret i 49 kampe i streg.
»Lige pludselig hører jeg larm fra spillertunnelen, og så tænkte jeg, hvad sker der. Så jeg går ud for at tjekke, mens jeg har mit stykke pizza i hånden. Der ser jeg Sol Campbell, Rio Ferdinand og Martin Keown skubbe hinanden rundt. Jeg ville blande mig, men vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det, så jeg kastede mit stykke,« siger Fabregas, der først bagefter så, at stykket havde ramt Sir Alex Ferguson.
Cesc Fabregas vendte sig efterfølgende mod kameraet, hvor han sendte en hilsen afsted mod den tidligere United-manager.
»Jeg vil gerne sige undskyld til Sir Alex. Det var virkelig ikke min mening at ramme dig,« siger han.
Pizzakastet fik endnu mere opmærksomhed, da kampen mellem Arsenal og Manchester United var en voldsom affære. Ruud van Nistelrooy brændte et straffespark, som han efterfølgende blev hånet for af netop Martin Keown, mens både Gary og Phil Neville blev lagt for had af Arsenal-spillerne for at sparke Jose Antonio Reyes.
Det blev ikke bedre af, at Wayne Rooney filmede sig til et straffespark, som senere endte med at give United sejren.
