Justitsminister Morten Bødskov (S) indkalder nu samtlige partier i Folketinget for at drøfte muligheden for en særlov eller en lov med tilbagevirkende kraft i forbindelse med sagen om den syvårige pige Im Nielsen, der sammen med sin mor blev udvist af Danmark søndag. Mødet finder sted onsdag aften klokken 19 i Justitsministeriet, bekræfter ministeriet, og her vil ministeren høre de forskellige partier om deres holdning til lovgivningen.
Sagen om den udviste Im og hendes mor har vakt opsigt på og udenfor Christiansborg. Den lille familie er blevet sendt til Thailand efter Ims danske stedfars død, fordi myndighederne vurderer, at mor og datter har større tilknytning til det sydøstasiatiske land end til Danmark.
Morten Bødskov afviste tirsdag i løbet af dagen overfor flere medier, at regeringen vil lovgive med tilbagevirkende kraft, men allerede tirsdag aften forklarede ministeren, at regeringen er parat til at ændre udlændingeloven og se på en særlov, hvis der er bred opbakning blandt partierne i Folketinget.
Onsdag har stort set alle partier i Folketinget meldt sig klar til at støtte en ændring af loven, men både Dansk Folkeparti og de Konservative har meldt ud, at de har forbehold i forbindelse med en eventuel ændring.
Konservative vil møde op hos Bødskov med et klart ønske om en lovændring med tilbagevirkende kraft. Men loven skal ikke kun gælde Im og moderen, fastslår integrationsordfører Tom Behnke (K).
»Det skal gælde generelt. Det bliver et krav fra Konservatives side. Vi sidder ikke og sagsbehandler én sag, vi laver ikke lov om én familie. Den konkrete sag har givet anledning til at åbne vores øjne for, at der er en uhensigtsmæssighed i loven. Så vi vil ændre loven, selv om ens opholdsgrundlag - altså den, der bor i landet - går hen og dør. Det skal gælde i Ims sag og i andre sager,« siger han.
Dansk Folkeparti er dog tilbageholdende i forhold til fuld opbakning, siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF), der ikke på forhånd lægge sig fast på, om der skal indføres en særlov for den lille familie.
»Vi er generelt tilbageholdende med at lave særlove fra Dansk Folkepartis side, og derfor kan jeg heller ikke sige, om vi støtter en særlov, for jeg har ikke set den. Justitsministeren må forklare os, hvorfor han hele tiden ændrer synspunkter, så kan vi beslutte os,« siger Martin Henriksen,« siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF).
Selvom Morten Bødskov har peget på, at det er vigtigt med bred opbakning til ændringer af de gældende regler, så understreger Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, at enkelte partier ikke skal have lov til at stille sig i vejen.
»Vi vil helst have alle partier med, for når det er en særlov, er det en særlig situation. Men selvfølgelig har Dansk Folkeparti ikke vetoret over vores politik. Nu skal Dansk Folkeparti gøre deres stilling klar, for de får ikke noget carte blanche til at lurepasse i denne sag,« siger Bødskov.
BNB