Mindst to personer har de seneste dage været udsat for, at personer på motorvejsbroer har forsøgt at ramme deres biler med genstande. I begge tilfælde har det dog ikke være muligt at konkludere, hvad der er blevet kastet mod bilerne.

Den ene episode har udspillet sig tæt på det sted, hvor en 33-årig kvinde fra Tyskland i august mistede livet, fordi en kæmpe sten på 30 kilo ramte hendes bil fra en mortorvejsbro på Fyn.

Ved du noget om sagen? Så skriv til os på sms 1929, på BT.dk eller via vores Facebookside.

Lørdag aften ved motorvejsbroen ved Ringe kastede tre personer 'noget' ned mod en bil.

»Anmelder ser tre personer stå på motorvejsbroen ved Ringe. De kaster noget ned, der bliver betegnet som "på størrelse med en frikadelle", fortæller politikommissær ved Fyns Politi Anders Lundegaard til Fyens.dk.

Der blev sendt en patrulje til stedet, men man fandt ikke den kastede genstand, og politiet anmoder alle, der har lignende oplevelser om at henvende sig til politiet på 114. Gerningsmændene bag drabet på den tyske mor til en femårig dreng er stadig ikke fundet.

Den anden episode skete i Østjylland mandag morgen ved motorvejsbroen ved Randers C i nordgående retning.

Her blev der også smidt en uidentificeret genstand imod en bil klokken 7:30.

»Ved motorvejsbroen ved Randers C så lastbilchaufføren, at en mand smed "noget" ned på motorvejen. Dette ramte lastbilchaufførens bil. Denne kunne ikke standse for at undersøge skaderne, men kontaktede politiet og fortsatte sin kørsel,« skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

BT har forsøgt at få en kommentar, men vagtchefen har ikke besvaret vores opkald.

Anmelderen beskriver gerningmanden som en mand mellem 15-20 år og iført tophue. Politiet efterforsker lige nu episoden og efterlyser vidner eller andre, der kan være blevet ramt.

Også her skal du ringe 114, hvis du har set noget eller vil anmelde en lignende episode.