Københavns Vestegns Politi har  sikret sig stærke beviser i sagen om ugebladets Se og Hørs ulovlige overvågning af kendte og kongeliges kreditkort.

Politiet beslaglagde tidligt onsdag morgen to diktafoner, fire telefoner, to computere, en håndfuld USB-sticks og tre flyttekasser hos tidligere Se og Hør-journalist Ken B Rasmussen. Han har i romanform beskrevet bladets systematiske brug af en nu 45-årig it-specialist med tilknytning til Nets, der i årevis var i stand til at følge kendte danskeres brug af kreditkort. Oplysningerne fra kilden blev brugt til at spore kendte og kongelige på rejser, byture, restaurationsbesøg og indkøb.

Ifølge BTs oplysninger indeholder de beslaglagte telefoner et meget stort antal sms’er, der belaster den 45-årige sigtede it-specialist. Han har i flere år, i dusinvis af tilfælde - og ofte flere gange om dagen - sendt sms-beskeder med oplysninger om kendtes brug af kreditkort til to journalister ved Se og Hør, herunder Ken B Rasmussen.

Oplysningerne er sendt som sms-beskeder fra et telefonnummer, oprettet i den 45-åriges eget navn, og alt dette materiale er nu i politiets varetægt. Omfanget af beskeder viser, at overvågningen var omfattende, systematisk, varede i årevis, og omfattede et meget stort antal kendte, herunder medlemmer af den kongelige familie og den særlige grupper af kendte, der stod på dét, ugebladet kaldte ‘A-listen’ over de mest ‘hotte’ navne i Danmark, for eksempel Remee, Janni Kjær og hendes datter, Michala.