Efter at situationen i Libyen har taget til med blodige kampe mellem rebellerne, der kræver at Gaddafi går af, og Gaddafis tilhængere, har FN nu besluttet sig for at gå ind i Libyen.

FNs generalsekretær, Ban Ki-Moon, har udnævnt en tidligere minister fra Jordan, Abdelilah Al-Khatib, til at styre processen og stå i spidsen for et humanitært team, som skal ind i Tripoli, for at give en vurdering af situationen, skriver BBC.co.uk.

Udmeldingen kommer sammen med en tydelig fordømmelse af Gaddafis hårde metoder, som allerede har kostet 6.500 mennesker livet, ifølge Gulf News, en engelsksproget avis fra Dubai.

Ban Ki-Moon siger blandt andet, at "det er de civile, som er ofrer for hovedparten af den brutale vold". Han beder samtidig Gadaffi om at stoppe de voldelige overfald på befolkningen. Han fortsætter med en direkte besked til Gaddafi.

- Dem, som overtræder internationale humanitære love eller begår forfærdelige forbrydelser, må holdes ansvarlige for deres gerninger, siger Ban Ki-Moon.

Til trods for den hårde udmelding fra Ban Ki-Moon har Gadaffi indvilliget i at give teamet adgang til hovedstaden Tripoli i den nordvestlige del af Libyen.

Kampene bliver ved