Suzy Favor Hamilton var besat af at være den bedste - både som OL-løber og lukusluder.

1.000 dollars for en time. Kolde kontanter for en varm krop. Neglene var nylakerede og det blonde hår hang løst og bølgede i takt med stiletternes klapren. Hun var 42 år, og alle hendes 162 centimer var toptrimmede. Kelly, blev hun kaldt, og mændene var vilde med hende. Hun var med på det hele og sagde aldrig nej. Filmstjernerne, atleterne og direktørerne, alle spurgte efter Kelly. Ekstatiske, selvsikre Kelly.

--- OOO --- OOO ---

Dette er en PLUS-artikel, der normalt kun kan læses af PLUS-abonnenter. Du får den gratis. Vi håber, at du får lyst til at dykke ned i flere PLUS-artikler fremover. PLUS-abonnement koster 29 kr. pr. måned - første måned er gratis uden binding.

God fornøjelse!

--- OOO --- OOO ---

Måske spekulerede de på, om de havde set hende før, når hun lå der på hvide silkelagner og smilede til dem med røde læber. Det havde de måske også, hvis de havde fulgt med i OL i 1992, 1996 eller 2000, når hun i hvidt, rødt og blåt løb efter amerikanske medaljer. Eller når hun gang på gang slog rekorder på løbebanerne i hjemstaten Wisconsint. For bag Kelly, escortpigen i luksusklassen, gemte sig topatleten Suzy Favor Hamilton.

Kontrasterne er til at få øje på. Og det er derfor, Suzy Favor Hamilton er fløjet 16 timer fra Los Angeles til København. For at fortælle sin usædvanlige historie om livet som løber, luder, mor og psykisk syg, inden den danske udgave af hendes selvbiografi Sexløberen udkommer på fredag.

Bogen er dedikeret til sindslidende. Til alle dem, der kæmper med indre dæmoner, diagnosticerede eller ej. Suzy Favor Hamilton er nemlig selv en af dem. I 2013 fik hun konstateret bipolar lidelse.

Der var den samme maniodepressivitet, der i 1999 fik hendes bror til at kaste sig i døden fra et højhus. På samme måde har Suzy Favor Hamilton kæmpet med selvmordstanker og -forsøg, når sygdommen gav udslag i depressivitet. Og når det maniske tog over, kunne hun styre hele verden.

Angst for at skuffe

Suzy Favor Hamilton voksede op i Stevens Point i den nordlige stat Wisconsin. Hun var yngste i en børneflok på fire og er vokset op i et konservativt hjem, hvor følelser ikke var noget, man talte om. Som maniodepressiv havde hendes bror adfærdsproblemer og stort temperament. Forældrene var frustrerede og havde svært ved at håndtere situationen, så Suzy Favor Hamilton tog rollen på sig som familiens pæne pige, som forældrene succeshistorie.

»Jeg skulle være den perfekte datter og den perfekte atlet,« siger hun.

Hun var et uroligt barn og kæmpede med indlæringsvanskeligheder. Hun kunne aldrig sidde stille, men skulle hele tiden være i bevægelse. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende og allerede som helt ung kæmpede hun med angst for ikke at gøre det godt nok, for at skuffe. Og her blev løbeturene en kærkommen lejlighed til løbe fra tankerne og uroen

Løbekarrierren tog fart, da hun startede på high school. Hun var et kæmpe talent, og ni gange i træk, som den første nogensinde, vandt hun den nationale konkurrence i mellemdistanceløb på 1.500 meter.

Lige så meget, som hun elskede at løbe, lige så meget hadede hun presset. Inden hvert stævne håbede hun på at brække benet, så hun kunne slippe for at deltage. Og den lykkerus, hun mærkede i kroppe, når hun løb over målstregen som den første, forsvandt nærmest inden publikums klapsalver døde ud. For nu var hun nødt til at vinde næste løb også. Og det næste igen.

Udtaget til OL

Da Suzy Favor Hamilton blev udtaget til OL i 2000, var den eneste mulighed at vinde. Hun havde skuffet til de to forrige olympiader og var kommet tomhændet hjem. Det måtte bare ikke ske denne gang. Hun var 32 år, havde lige slået flere rekorder, og denne OL-finale var alt, hun havde arbejdet for i de sidste 20 år. Alt var på spil, følte hun.

I 1.500 meter finalen var hun foran alle de andre løbere indtil de sidste 100 meter. Hun fik et angstanfald, benene blev bly, lydene forsvandt og alt gik i stå. En efter en spurtede konkurrenterne forbi. Guldmedaljen, sølvmedaljen og bronzemedaljen.

Hendes egne tanker larmede: ‘Jeg er en kæmpe idiot, en fiasko. Jeg vil væk, helt væk, dø’. Og på et splitsekund besluttede hun sig for at lade sig falde. Og mens hun lå der, med kinden mod den røde bane, med kameraerne over sig, havde hun kun en tanke: ‘Mit liv skulle have været en guldmedalje’

Overfor omverdenen løj hun og sagde, at uheldet skyldtes dehydrering. Hun rejste sig fra faldet og løb igen. Hun kunne ikke andet, for det var det, hun var. Og da hun inden sit fjerde OL blev alvorligt skadet, var hun taknemmelig.

Derefter blev hun gravid med sin mand Mark. De blev gift i 1991, da Suzy var 22 år. Hun havde ikke svært ved at slippe løbet og elskede datteren overalt på jorden. Så meget, at hun blev angst for at give slip på hende, også bare for et øjeblik. Hun var ramt af en fødselsdepression.

Parret arbejdede sammen som ejendomsmæglere, men forholdet skrantede. Suzy var stadig depressiv, indtil en læge ordinerede præperatet Zoloft. Lægen havde ikke undersøgt hende for bipolar lidelse. Den diagnose spiller nemlig ikke særlig godt sammen med medicinen zoloft. Den dårlige kombination triggede Suzys mani. Hun blev ekstatisk glad, havde ingen hæmninger og havde svært ved at styre tankerne.

Vendepunktet, et dårligt et af slagsen, blev parrets 20 års bryllupsdag i maj 2011. Forholdet havde længe skrantet, og de var enige om, at gøre noget særligt ud af dagen for at tænde gnisten igen. Suzy Favor Hamilton foreslog, at de skulle tage til Las Vegas og hyre en prostitueret til en trekant. Noget, ingen af dem, havde gjort før. Faktisk havde Suzy Favor Hamilton aldrig haft sex med andre, end sin mand. Pearl, hed den prostituerede. De havde betalt 1.000 dollars for en time med hende. Suzy Favor Hamilton havde købt nyt undertøj til lejligheden, og havde taget en blå sommerkjole på. Den fremhævede nemlig hendes solbrune kulør. De sippede alle tre vodka og hilste høfligt på hinanden, inden tøjet røg af. Og så snart Suzy Favor Hamilton mærkede Pearls tunge i sin mund, vidste hun, at hun kunne lide det.

Høj af sex

»Alt var forandret. Så snart Pearl var gået, fik jeg et voldsomt manisk øjeblik. Jeg var elektrisk, fuld af energi og helt ude af mig selv. Jeg syntes, livet var fantastisk,« siger Suzy Favor Hamilton.

Farverne var klarere, lyset skarpere og alle konturer var tydeligere. Hun beskriver følelsen som at være høj på ecstasy.

Det gav hende et trip, og sex blev hendes måde, at håndtere bipolariteten.

»Jeg følte sig som verdens mest magtfulde menneske. Min energi var uudtømmelig, og jeg ville gøre alt, for at have det sådan, og jeg så udelukkende mit liv i et narcisistisk lys.«

Oplevelserne gav hende samme følelse, hun havde, bare i mindre doser, når hun vandt et løb. Og på sammen måde som med løbet, kunne hun ikke stoppe igen. Hun ville have mere.

Alt var forandret. Så snart Pearl var gået, fik jeg et voldsomt manisk øjeblik. Jeg var elektrisk, fuld af energi og helt ude af mig selv. Jeg syntes, livet var fantastisk,

Hendes mand gik med til at afprøve et åbent forhold, og hun fik lov til at være sammen med andre. Han kunne se, at det gjorde hende glad. At hun ikke kunne lade være. Hun tog flere ture til Las Vegas, hvor hun betalte for en mandlig prostitueret eller opsøgte mænd i nattelivet. En af hendes scoringer gav hende smykker og tøj for 500 dollars, og det gav hende et kick. Så hvorfor ikke gå skridtet videre? Hun kontaktede det bureau, hun og hendes mand tidligere selv havde brugt, men denne gang var det for tilbyde sig som escortpige.

Hendes først kunde var en 47-årig cowboy, en velhavende en af slagsen. Vist nok en af bureauets bedste. Denne gang var hun i Vegas for at løbe et løb i stiletter til et event i et casino, og Mark var taget med. Inden løbet skulle hun møde op på Caesars Palace i nærheden af den neonoplyse gade The Strip. Mark var nødt til at forklare hende ruten. Hun kyssede ham hurtigt farvel og forlod ham for at dyrke sex med en fremmed for penge. Hun havde en lille stram, sort kjole på og det eneste par stiletter, hun ejede.

»Mit hjerte hamrede, som havde jeg lige gennemført et løb, og blodet pumpede rundt i kroppen,« beskriver hun.

Besættelsen den samme

Godt nok var pigskoene skiftet ud med tårnhøje stiletter, men besættelsen var den samme. Hun ville stadig være bedst. I Las Vegas florerede en rangliste over alle highclass escort-piger. Og på trods af, at hun var 42, formåede hun at nå op på en andenplads.

I løbet af et år blev det til mere end 100 forskellige kunder. Hun betjente kunderne i største suiter på de dyreste hoteller. Mændene købte vin til 1.000 dollar flasken og middage for det dobbelte. Ofte tjente hun 1.000 dollars i timen, og mellem kunderne kastede hun penge efter designertasker, botox og dyre kjoler.

I begyndelsen passede hun stadig sit arbejde hjemme i Wisconsin, og brugte hverdagene sammen med sin mand og datter. Kun én gang om måneden tog hun til Las Vegas. Til sidst var hun i Las Vegas en hel måned ad gangen.

20. december 2012 blev Suzy Favor Hamiltons dobbeltliv afsløret af en journalist fra netmediet ‘The smoking gun’. Og hun faldt med et brag. Nyheden blev verdensomspændende.

Dagen efter, at artiklen blev publiceret, prøvede Suzy Hamilton at tage sit eget liv. Hendes mand, forældre, alle, kendte sandheden, og det var mere, end hun kunne klare. Hendes mand fik hende i behandling og hun blev hurtigt diagnostiseret bipolar. Ægteskabet var flere gange ved at gå i stykker, men de klarede den sammen.

Søvbryllup til maj

»Jeg ville ikke have været her i dag uden min mand. Han valgte at fokusere på min sygdom ikke min opførsel, da jeg havde allermest brug for det. Jeg er ham evigt taknemmelig for den enorme kærlighed.«

Til maj har parret 25-års bryllupsdag, og sølvbrylluppet skal ikke fejres med gæster i sengen - de bliver gift igen ved en ceremoni ved havet.

Selvbiografien Sexløberen udkommer d. 19. februar 2016.