Bo Hamburger har tidligere berettet, om hvordan han brugte doping igennem sin karriere. Først i bogen 'Den Største Pris' og siden i et interview i forbindels med hans medvirken i Anti Doping Danmarks store undersøgelse af doping i dansk cykelsport.

Nu fortæller Hamburger i detaljer, hvordan det gik til, da han i foråret 2001 blev knaldet. På sin facebook-side beretter den tidligere toprytter hudløst ærligt, hvor nervøs og skyldbetetynget han reagerede, da han fik uanmeldt besøg af dopingkontrollanterne tidligt om morgenen dagen efter at have kørt den belgiske klassiker, Fleche Wallone, et løb, som han i øvrigt havde vundet tre år tidligere.

»Omkring kl 8.00 banker det på døren, og jeg står lidt søvndrukken op, undrer mig lidt fordi vi jo ikke skulle noget særligt den dag, kun ud og rulle en lille tur. På den anden side står UCIs doping-kontrollant...Hvilket ikke lige var hvad jeg ønskede mig til morgenmad!«
»For historien var, at jeg aftenen forinden havde taget EPO, og rygterne gik på, at de nu kunne finde det!
Jeg må have lignet døden fra Lubeck....«

Hamburger forsøgte at fortynde epo-koncentrationen i blodet, så godt han kunne.

»Jeg prøvede at drikke en masse vand, trække tiden ud... med et spinkelt håb om at det måske kunne hjælpe... Til sidst var der ingen vej udenom.. jeg måtte jo afgive den prøve, og inden i mig selv prøvede jeg at overbevise mig selv om at de nok ikke kunne finde EPO endnu, men det var noget de bare sagde for at skræmme. Der havde jo ikke været nogle fortilfælde.«

Prøven endte med at være positiv, men på grund af en teknikalitet blev han efter at have alligevel ikke dømt efter en appelsag.

»Historien blev jo til, at det kunne de... godt nok bøffede de i det, og testen var nok ikke 100% på det tidspunkt, så jeg havde en negativ B-prøve, som gjorde til at jeg blev frifundet.«

Men selvom Hamburger fortsatte karrieren endnu fire sæsoner på små italienske hold, så nåede han aldrig op på det niveau, som han tidligere havde holdt.

»Cykling og livet blev aldrig rigtigt det samme... og jeg kom aldrig rigtigt tilbage på den helt store scene.
Og hele det spil om hvem der får lov at komme tilbage, og hvem der ikke får, er jo en helt anden sag, som jeg ikke vil trække langhalm på,« skriver han i sit indlæg, hvor han også fastslår, at han i dag mener, at han begik en fejl ved at tage doping.

»Jeg skulle jo IKKE have taget EPO, det var mit (forkerte) valg, og nogle gange er der store konsekvenser for det man gør,« understreger Hamburger, som samtidig glæder sig over, at hans søn i dag fører familietraditionen videre og i weekenden er til start i ungdomscykelløbet Youth Tour.

»Ha en dejlig Bededags ferie, som jeg skal holde ude til Youthtour. Hvor Christopher skal køre, og det glæder jeg mig til, for der er sporten ren, og drengene elsker sporten for det den er: Den fedeste sportsgren i verdenen!«

Dagen inden havde Hamburger i øvrigt fortalt historien om dengang, hvor han vandt løbet tre år tidligere tilbage i 1998.

45-årige Bo Hamburger stoppede karrieren i 2006. Han har siden været sportsdirektør for Michael Rasmussen og familien Hembos hold, Christina Watches.

Se hele opslaget her: