Fra i dag, den 1. juli, er det blevet billigere at ringe inden for EU, mens du opholder dig i et EU-land.

EU-aftalen om de lavere mobilpriser, der kom i stand under det danske EU-formandskab, betyder, at euro-tariffen nedsættes. Omregnet til danske kroner kommer et opkald til at koste 2,70 kroner per minut, mens det kommer til at koste 0,75 kroner per minut at modtage opkald i EU. Det er ifølge Erhvervsstyrelsen et fald i priserne på cirka 17 og 26 procent.

Også prisen for at sende en sms falder med cirka 18 procent til 0,84 kroner.

Prisen for data reguleres, så du maksimalt kommer til at betale 6,52 kroner per megabyte. Tidligere har flere danske udbydere ifølge Erhvervsstyrelsen taget knapt 20 kroner per megabyte.

For at undgå kæmpe regninger, skal teleselskaberne automatisk spærre for dataforbruget, når dataregningen er på 466 kroner.

BNB