Nu er der sat navn på tre nye københavnske borgmestre
De Radikale holder fast i beskæftigelses- og integrationsborgmesterposten, SF beholder ansvaret for sundheds- og omsorgsområdet, mens en DFer for første gang bliver borgmester.
De Radikale holder fast i beskæftigelses- og integrationsborgmesterposten, SF beholder ansvaret for sundheds- og omsorgsområdet, mens en DFer for første gang bliver borgmester.
13 dage efter kommunalvalget 19. november har København fået sat navn på yderligere tre borgmestre.
Efter et radikalt gruppemøde på Københavns Rådhus står det nu klart, at den radikale Anna Mee Allerslev (R) fortsætter på sin nuværende post som beskæftigelses- og integrationsborgmester, hvor hun også får ansvaret for Københavns Erhvervsservice.
Området har hidtil været en del af teknik- og miljøborgmesterens område, men Anna Mee Allerslev håber, at der nu bliver bedre mulighed for at koble erhvervsindsatsen med integrations- og beskæftigelsesområdet.
»Vi får nu mulighed for at tænke beskæftigelse, vækst og erhverv langt bedre sammen end hidtil. Storbyer rundt om os præsterer langt bedre vækst- og jobrater, end vi gør. For mig er der ikke nogen tvivl om, at København skal op i gear, når det handler om at give vores virksomheder en ordentlig service, nogle gode rammevilkår og dermed også bedre muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser til københavnerne. Det bliver ikke nemt, men det her er radikalt hjerteblod, og vi skal lykkes med det,« siger hun i en skriftlig kommentar.
SFs Ninna Thomsen har mandag aften meddelt, at hun fortsætter som sundheds- og omsorgsborgmester i hovedstaden, og det levner posten som ny kultur- og fritidsborgmester til Dansk Folkeparti.
Paritet får sin første borgmester i Carl Christian Ebbesen (DF), der selvom han hellere ville have været integrationsborgmester, glæder sig over sin nye post.
»Det bliver spændende, og det er nogle spændende nye udfordringer, jeg kommer til at sidde med. Jeg tror, at vi kan være med til at gøre en forskel for københavnerne, blandt andet for de mange ældre, som er ved at blive tvunget til at skulle have en computer for at kunne kommunikere med kommunen. Det drejer sig om omkring 40.000 mennesker.«
»Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at disse borgere skal have mulighed for at kunne henvende sig til kommunale myndigheder uden nødvendigvis at eje en computer,« siger Carl Christian Ebbesen.
Inden mandagens fordeling af borgmesterposter stod det allerede klart, at Frank Jensen (S) fortsætter som overborgmester, mens Morten Kabell (Ø) bliver ny teknik- og miljøborgmester. Pia Allerslev (V) har valgt posten som børne- og ungdomsborgmester.
Dermed mangler der kun at blive sat navn på socialborgmesterposten, der med al sandsynlighed går til en socialdemokrat.