Ikke så meget fordi manden ikke er veltrænet og motiveret, men mere fordi han i sine "civile" shorts, sin sponsorfri t-shirt og med det meget ydmyge Herfølge Stadion som baggrund mest af alt minder om en serie-hygge-spiller, der lige er slået et smut indenom den lokale klub.

Et skævt smil og en henkastet bemærkning om, at "vi er kommet på en god dag, for her lugter ikke altid lige godt," indikerer da også, at der her er tale om en klub, hvor der i lang tid har været mere gylle end guld i luften.

Selv er han den første til at erkende, at succesen er kommet noget bag på klubben og holdet.

"Vi er nok stadig lidt benovede over at ligge nummer et og være så tæt på mesterskabet.

Havde nogen sagt til os før sæsonen, at vi ville ende som nummer fire, var vi blevet glade for det.

Men det er vi selvfølgelig ikke længere - nu vil vi have medaljer - og helst dem af guld.

For vi har spillet mange gode kampe, og det er jo ikke en tilfældighed, at vi længe har ligget hvor vi gør, og at eksempelvis Esbjerg ligger hvor de gør.

Man kan som fodboldhold være heldig eller uheldig i måske fire eller fem kampe, men efter 29 kampe har tilfældighederne udlignet hinanden," konstaterer han.

Thomas Høyer selv kom til Herfølge i 1997 efter et enkelt år uden succes i Lyngby, så på den måde ligner han en del af klubbens andre spillere, der også har måttet se sig forbigået i større klubber, for derefter med succes at rykke knopperne sydover til Herfølge.

Og netop den sammensætning af delvist frasorterede spillere, mener han, er med til at give holdet sin styrke.

"Jeg kom selv fra Lyngby, hvor jeg aldrig rigtigt faldt til.

Der var mange gode spillere dengang, og stemningen var en helt anden - man tog til træning, lavede sit arbejde, og så tog man iøvrigt hjem så hurtigt som muligt.

Sådan er det ikke her i Herfølge.

Tag nu træningsbanen omme bagved - når vi har trænet, så er det førsteholdstruppens eget ansvar at få sat sprinkleren op på banen.

Det ser man ikke i ret mange andre klubber - i hvert fald ikke på det her niveau.

I det hele taget foretager vi os mange flere ting sammen - vi tager på fisketure, vi mødes gerne en time før træning til lidt hygge og bliver gerne en time efter for at snakke og få en vand, og der er da også mange fra truppen, der ser hinanden privat - alt sammen ting, som jeg ikke tror sker i andre klubber.

Vi fodboldspillere er jo mennesker ligesom alle andre, og selv om enkelte spillere giver pokker i alle andre, så er vi nogle tryghedsnarkomaner, og det bliver plejet her i klubben.

Det kendskab, som vi spillere får til hinanden gennem tingene udenfor banen, er medvirkende til, at vi har en bedre forståelse for hvad hinanden gør på banen.

Samtidig gør sammenholdet også, at hvis for eksempel Jens Madsen står og puster midt på banen, så er jeg straks klar til at tage en tur ned af siden efter hans mand, for jeg ved, at han vil gøre det samme for mig næste gang.

Der er ikke nogen, der står midt på banen og skriger, at der løber din mand," siger anføreren, som mener, at det var det perfekte valg, da John Faxe Jensen overtog trænersædet i Herfølge:

"John passer lige ind i ånden hernede.

Han er med på lidt sjov, har begge ben solidt placeret i jorden, og han ved hvornår, der skal skæres igennem og knokles.

Samtidig har han givet os troen på, at vi er gode nok til at vinde.

Det var nok vores problem tidligere, for hver gang vi var på udebane, var vi bonderøvene fra Herfølge, og vi troede ikke rigtigt selv, at vi var mere end det.

Men så kom Faxe og fortalte os, at det passede ikke, og at når vi lå i toppen, så var det fordi vi havde fortjent at ligge der - han har ambitioner, og lige hjemkommet fra den anden side af dammen, var og er han en mand, der ved, hvad han taler om."

Da talen falder på opfattelsen af Herfølge som værdige eller ikke-værdige danske mestre, og den evige fokusering på hvilket hold, der i sidste ende kommer til at snuppe titlen fra landsbyholdet, flytter den tætte anfører sig lidt irriteret i sædet og stirrer vredt på en imaginær fodboldnørd et sted oppe på sommerhimmelen ude over Midtsjælland.

"Det er skideirriterende, og der var da ikke noget vi bedre kunne tænke os, end at lukke munden på alle kritikerne.

Den eneste i medierne, der hele tiden har holdt fast i, at vi kunne blive mestre er Christian Andersen (B93-træner red.), og det er vi da taknemmelige for.

Alle andre har hele tiden set sig om efter andre kandidater end os - så er det Brøndby, så er det AaB, og hov - Silkeborg og Lyngby kan sørme også være med.

Alle hold frygter at komme her til Herfølge, og vi har spillet rigtig mange gode kampe, især i efteråret, og ligget i toppen hele vejen, så selvfølgelig er vi værdige mestre - hvis vi vinder, og slår vi Esbjerg i morgen (i dag red.), får vi mindst sølv - tror jeg.

Jeg køber heller ikke al den snak om, at Superligaen er blevet dårligere.

Den er blevet mere lige, men det er ikke det samme som at den er ringere - medierne leder bare efter et flagskib, som de kan hænge de internationale forventninger op på, og sådan et er der ikke lige nu.

At vi så, hvis vi vinder, nok vil stå ringere i Champions League end Brøndby og AaB, er en anden sag, men det skyldes vores manglende erfaring - ikke evnerne på banen," siger Thomas Høyer, der leende kan trøste Brøndby-supportere med at skulle Herfølge løbe med titlen, vil Vestegnen alligevel kunne opleve Champions League næste år, for truppens øjeblikkelige succes er ikke proportionel med investeringerne i Herfølge Stadion, og klubben vil derfor henlægge europæiske kampe til de andre blå/gules borg.