Flere radikale storkredsformænd og hovedbestyrelsesmedlemmer kritiserer nu salget af DONG-aktier til Goldman Sachs.

Det er ikke længere kun internt i regeringspartierne S og SF, at der lyder kritik af regeringens salg af DONG-aktier til Goldman Sachs. En række radikale storkredsformænd og hovedbestyrelsesmedlemmer udtrykker nu utilfredshed med aftalen, og flere efterlyser en forklaring fra partitoppen på lørdagens møde i hovedbestyrelsen, skriver Berlingske.

Peer Tidemand-Petersson, der er storkredsformand i Nordsjælland, opfordrer regeringen til at udskyde beslutningen for at granske, om aftalen med Goldman Sachs er den bedste.

»Der er jo samlet 170.000 underskrifter på kort tid. Det synes jeg, at både de Radikale og regeringen skal tage alvorligt. Man har jo ikke været fuldt klar over, hvordan tingene har forholdt sig, og her tænker jeg særligt på konstruktionen med firmaer i skattely,« siger han.

»Jeg går stærkt ud fra, at vi skal diskutere det her på lørdag. Folketingsgruppen skal jo have at vide, hvordan stemningen er i baglandet,« fortsætter Peer Tidemand-Petersson og får opbakning fra Egon Espersen, storkredsformand i Vestjylland, der hellere så en statsgaranti end et privat indskud af kapital i DONG:

»På den måde slipper man også for at sælge det til et udenlandsk selskab.«

Hovedbestyrelsesmedlem Jørgen Mark Pedersen mener, at det er et udtryk for »demokratisk underskud at køre aftalen så hurtigt igennem, når der er tvivl i store dele af befolkningen«.

»Nogle af de argumenter, der er imod et salg, har man nu overladt til Dansk Folkeparti. Og jeg bliver simpelthen nødt til at give dem ret,« fortsætter han.

Et af de punkter, der har skabt størst politisk røre, er, at Goldman Sachs køber DONG-aktierne via skattely på Cayman Islands og i Delaware. Det bekymrer den radikale storkredsformand i København, Thea Stauning.

»Det ville være meget beklageligt, hvis Goldman Sachs ikke betaler skat i Danmark. Derfor mener jeg, at regeringen bør ændre lovgivningen, så de ikke kan undslå sig det,« siger hun og understreger, at hun ikke kender aftalens detaljer.

Landsformand Klaus Fransen forklarer, at man allerede har fået flere henvendelser fra kritiske røster i baglandet, og han erklærer sig enig i, at de ministre, der har været involveret i processen, skal forklare, hvorfor situationen i DONG »har været så skidt, så man føler, at tidsforløbet skal være, som det er«.

Den radikale gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen (R), »forstår kritikken og skepsissen«, men afviser partifællernes ønske om at ændre eller udskyde aftalen »fordi det ville have for store konsekvenser«.

Ifølge en ny Gallup-måling foretaget for Berlingske er 80 procent af danskerne enten uenige eller overvejende uenige i, at det er en god idé at sælge DONG-aktier til Goldman Sachs.