Arbejdet på at hæve vraget af krydstogsskibet »Costa Concordia« starter om få dage på stedet, hvor det grundstødte 13. januar ud for den lille italienske ø Giglio.

30 ombordværende omkom, da en undersøisk klippe rev hul i skibssiden og »Costa Concordia« i løbet af kort tid lagde sig på klippebunden med godt halvdelen af skroget under vand. To savnede er endnu ikke fundet.

Hele operationen ventes ifølge CNN at tage mindst et år og skal udføres af et amerikansk og italiensk bjærgningsselskab.

Vraget af »Costa Concordia« udgør en miljømæssig trussel og skal derfor hæves i et stykke i fire faser, som blandt andet omfatter etablering af en undersøisk platform og sænkekasser, der fastgøres til den side, der er over vandlinjen. To enorme kraner skal derefter fastgøres på den undersøiske platform, og trække skibet op i normal position.

Når »Costa Concordia« er bragt flot, skal det efter planen bugseres til en havn i Toscana og her tømmes for indhold, så kun det rå skrog er tilbage. Det skal derefter skæres i stykker og transporteres væk.

Hele operationen anslås til at koste 300 millioner dollar eller ca. 1,7 milliard kroner.