Knap to år efter fyringen af Venstres integrationsminister Birthe Rønn Hornbech begynder den nedsatte undersøgelseskommission mandag de afhøringer, som skal kulegrave hele den såkaldte statsløsesag, skriver Berlingske.

I korte træk handler sagen om, at op mod 500 unge statsløse fordelt over en årrække systematisk fik frataget deres ret til dansk statsborgerskab i strid med en række FN-konventioner, som Danmark har forpligtet sig til at følge. Allerede i efteråret 2008 fik Birthe Rønn Hornbech personligt kendskab til den konventionsstridige praksis, men først i januar 2010 informerede hun Folketinget og fik rettet op på sagsbehandlingen.

Statsløsekommissionen har indkaldt 43 vidner - herunder Venstre-topfolkene Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Bertel Haarder og Birthe Rønn Hornbech samt flere prominente embedsfolk - som skal afhøres om deres kendskab til statsløsesagen.

Kommissionen består af landsdommer og formand Peter Buhl, professor Karsten Revsbech og advokat Claus Søgaard-Christensen. Advokat Poul Heidmann er udpeget som udspørger.

Afhøringerne fortsætter frem til juni 2013, og kommissionen skal dykke ned i godt 70.000 siders dokumenter.