Ifølge et notat fra Region Hovedstaden viser det foreløbige regnskab for afholdelse af Eurovision Song Contest et underskud på mindst 20,3 millioner kroner.
Melodigrandprixet i Danmark blev en bragende underskudsforretning. Det skriver metroxpress.
Ifølge et notat fra Region Hovedstaden med det foreløbige regnskab bliver underskuddet mindst 20,3 millioner kroner.
Det blev fremlagt for bestyrelsen i på Wonderful Copenhagen onsdag, hvor medlemmerne fik at vide, at der komme flere regninger, som kan gøre underskuddet endnu større.
»Vi kunne ikke få at vide, om der er flere ukendte udgifter,« siger Per Roswall (V) fra bestyrelsen til metroxpress.
Anders Drejer, professor i ledelse fra Aalborg Universitet, hæfter sig desuden ved, at Projektselskabet, som stod bag afholdelsen, også har medtaget indtægter for 8,5 millioner. Pengene skal komme fra salg af installationer fra B&W-Hallerne, hvor Eurovision blev afholdt, men de er ikke solgt endnu.
»Man er jo ude i nogle spekulationer om, at man lige pludselig kan sælge installationer og gøre underskuddet mindre. Men man aner det ikke,« siger han til avisen.
Regnskabet afslører også, at man måtte låne 17,8 millioner kroner af DR for overhovedet at kunne afholde Eurovision-finalerne, hvilket kan udløse et juridisk slagsmål med DR.
Per Seerup Knudsen (S), næstformand i Wonderful Copenhagen, der ejer Projektselskabet, frygter nu, at der dukker flere ubetalte regninger op:
»Vi kan godt være bange for, at der ligger flere overraskelser«.
Projektselskabet har fået frem til udgangen af juli til at svare på en række spørgsmål i sagen og gøre det endelige regnskab op.
BNB