Som den første danske rockfestival i 2013 kan NorthSide ved Aarhus nu afsløre deres endelig program.

Der er siden slutningen af november løbende blevet offentliggjort navne som Arctic Monkeys, Nick Cave & The Bad Seeds, Portishead og The Knife, og nu er man så klar til at løfte sløret for de sidste elleve navne, hvilket samtidig kommer til at markere offentliggørelsen af den færdige plakat til årets festival.

Blandt de sidste elleve navne finder vi Kashmir, der sidste år spillede en populær koncert, hvor de præsenterede hele ”The Good Life” for NorthSide-publikummet.

De får følgeskab af det unge stjerneskud Mø, der allerede har fået masser af opmærksomhed fra toneangivende medier som Pitchfork og NME, og som også allerede er bekræftet til en lang række udenlandske festivaler.

Derudover præsenteres den roste sangskriver Peter Sommer, The William Blakes,  Kristina Renée, Fallulah og The Floor Is Made of Lava.

Der er også blevet plads til yderligere fire internationale navne til plakaten, hvilket betyder, at man på NorthSide 2013 vil kunne opleve de skotske mørkemænd i Frightened Rabbit, den New York-baserede rapper og festmaskine Left Boy, den rå rock’n’roll-duo Deap Vally samt den engelske vidunderdreng Tom Odell, der netop har vundet Critics’ Choice prisen til Brit Awards.

Dermed er alle 41 navne klar til plakaten for NorthSide 2013, der i år er udvidet med en tredje scene, så man i dagene 14.-16. juni som noget nyt vil kunne opleve musik fra den nye teltscene Red Stage udover de to hovedscener, Blue Stage og Green Stage.

Programmet for NorthSide 2013 er som følger: Alt-J (∆), Arctic Monkeys, Band of Horses, Biffy Clyro, Bikstok Røgsystem, Bloc Party, Daughter, Deap Vally, The Eclectic Moniker, Ellie Goulding, Everything Everything, Fallulah, The Flaming Lips, The Floor Is Made Of Lava, Frightened Rabbit, Fun., Gogol Bordello, Imagine Dragons, Kaizers Orchestra, Kashmir, Keane, Kings of Convenience, The Knife, Kristina Renée, Left Boy, Michael Kiwanuka, Modest Mouse, Mø, Nephew, Nick Cave & The Bad Seeds, Peter Sommer, Phoenix, Portishead, Rasmus Walter, Shaka Loveless, Spleen United, Tegan and Sara, Tom Odell, Trentemøller, When Saints Go Machine og The William Blakes.

Spilleplanen forventes at ligge klar i begyndelsen af maj måned.

NorthSide 2013 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 14.-16. juni. Billetter kan købes via Billetlugen.dk.