Norske Rybak får tilbud om dansk reality-tv
Den norske violinspiller har fået flere danske reality-tilbud
Den norske violinspiller har fået flere danske reality-tilbud
Norske Alexander Rybak underholdt i aftes de mange danske seere, da han optrådte ved det danske Melodi Grand Prix 2012 i Aalborg.
Den tidligere vinder fra 2010 havde sagt ja til at optræde ved det danske show, ligesom han også sad i den norske jury.
Og det er ikke de eneste tilbud, han har fået fra danske tv-stationer, fortalte han i aftes til B.T.
- Jeg er blevet kontaktet flere gange om at være med i madlavnings-programmer og andre slags reality-programmer i Danmark, lød det fra den violinspillende Rybak, der overbevisende vandt det internationale Melodi Grand Prix i 2010 i Moskva med mere end dobbelt så mange point, som den sang, der blev nr. 2.
- Jeg kan ikke huske, hvad det præcis er, jeg er blevet tilbudt at være med i her i Danmark. Men det er en masse ting, der ikke har med musik at gøre, og jeg har takket nej hver gang. Så da DR kontaktede mig, sagde jeg først: ’Jeg siger straks nej tak, hvis det har noget med madlavning at gøre’. Men da jeg så hørte, hvad det gik ud på, var jeg frisk. I har en spændende popkultur i Danmark, så jeg vil rigtig gerne hertil, sagde han og fortalte, at det er to år siden, han sidst var i Danmark.