Da Kurt Hatlevik hørte en mystisk puslen inde fra sit hønsehus, vidste han godt, at han nok ville få sig en lille overraskelse, når han åbnede derind til. Men præcis hvor ubehageligt, men samtidig komisk, det endte, havde han ikke forudset.

Derfor var det godt, at han tilfældigvis havde sat et overvågningskamera op, som filmede hele molevitten, skriver Bergens Tidende.

Kurt Hatlevik fra Hjellestad i Norge havde haft lidt problemer med en ræv, der gik direkte efter kyllingerne hjemme i hønsehuset, og derfor monterede han et overvågningskamera på sit hus.

Men for to uger siden fangede han så selv en ubuden gæst i akten, da han hørte noget kravle rundt derinde. Men da han åbnede lågen til hønsehuset, var der ingen ræv, men derimod en stor fuldfed rotte, som pilede direkte ned i nakken på ham og ind under jakken.

Og overvågningskameraet, som var tiltænkt den snu ræv, fangede istedet Kurt Hatleviks febrilske 'rotte-dans', mens han kæmpede for at få dyret ud af tøjet.

Kurt Hatlevik lagde videoen på Facebook, ligesom han dristede sig til at vise den til familien.

»De morede sig meget. Samtidig er vi en familie, der er meget nede på jorden, så jeg tvivler på, at videoen vil forfølge mig til familiesammenkomster i fremtiden,« siger Kurt Hatlevik håbefuldt.

Han forsøger samtidig at beskrive, hvad der fløj gennem hovedet på ham, mens han snurrede panisk rundt på terrassen:

»Jeg var egentlig ikke helt klar over, hvad jeg gik igennem. En rotte i jakken er ikke anbefalelsesværdig, for at sige det sådan. Især ikke en stor én. Den må have været på størrelse med et A4-ark.«

Selvom omsorgsfulde venner har anbefalet ham at få en stivkrampevaccination, så kan han berolige med, at han hverken blev bidt eller kradset.

Ej heller nogen kyllinger kom til skade.