Den blot 15-årige Martin Ødegaard har ifølge en spansk journalist besøgt Real Madrids træningsanlæg mandag.

Det er ikke småt med rygter i øjeblikket omkring det norske stortalent, der konstant meldes på vej til diverse europæiske storklubber. Også mægtige Real Madrid melder sig nu i kampen om sikre den eftertragtede underskrift fra Strømgodset-talentet.

Således afslører den spanske journalist Jose Luis Sanchez, der følger Real Madrid tæt for tv-kanalen La Sexta, at Ødegaard mandag var forbi Real Madrids træningsanlæg Valdebebas for at se på forholdene. Det skulle være anden gang, han besøger den spanske kongeklub.

Martin Ødegaard har allerede som 15-årig fået spilletid på det norske landshold og er fast mand på klubholdet. Men det er ikke en tjans, han skal regne med i Real Madrid, hvis de henter nordmanden.

- Jeg ved, at han var der i dag, men jeg ser det som umuligt, at han bliver tilbudt en plads i A-truppen. Det må blive en plads i Castilla-stalden (Real Madrids andethold, red.), siger José Félix Díaz, der er journalist for Marca, ifølge Aftenposten.

Udover Real Madrid har også Barcelona og flere engelske klubber meldt sig i jagten på Ødegaard. Ligesom også danskerklubben Ajax skulle være klar til at hente nordmanden.