Carlo Ancelotti skuffede alt og alle, da det norske vidunderbarn Martin Ødegaard ikke kom ind i Real Madrids 3-0-sejr over Almeria, og dermed missede chancen for at blive klubbens yngste spiller nogensinde.

Al snak om Real Madrids krise i La Liga og de mange skader forduftede, da Carlo Ancelotti onsdag annoncerede, at Martin Ødegaard var med på bænken hos de hvide milliardstjerner.

Hele Norge kogte over det mulig indhop, og samtlige store norske medie-sites sendte live på nordmandens debut, hvor flere tusinde normænd fulgte med.

Summen blandt de 63.000 på Bernabéu steg flere decibel, da Ødegaard begyndte opvarmningen sammen med klubbens andre to unge talenter, Isco og Nacho. Opvarmingen kom som følge af, at Real Madrid netop var kommet på 2-0 på selvmål af Almerias Dos Santos.

Det lignede en ny Ronaldo-scoring, men portugiseren viste selv med en nej-finger, at han ikke stod bag sit 40. mål i ligaen. Det var desuden Real Madrids 100. mål i sæsonen, hvilket klubben har gjort seks sæsonen i streg.

Martin Ødegaard var ikke eneste potentielle debutant hos Real Madrid. B-holdets bomber Borja Mayoral, havde også sine forhåbninger.

Men til begges og hele Norges store skuffelse måtte begge spillere se slukøret og spejdende til, da Nacho som tredje og sidste mand, blev skiftet ind til Bernabéus applaus i det 84. minut.

Real Madrid var kommet på 1-0 på mål af James Rodriguez, der kandiderer til årets mål i Spanien. Bolden blev headet ud af feltet, men lå perfekt til rette for colombianeren, der smukt helflugtede kuglen op i hjørnet. Et mål, der til stor forveksling lignede det, James scorede til VM i sommer, og passerede 100 km/t undervejs.

Martin Ødegaard har ikke fået den bedste start i den spanske kongeklub. I de fire sidste kampe Ødegaard har spillet for Real Madrids andethold, Castilla, har holdet tabt.

Martin Ødegaard træner hos Cristiano Ronaldo og resten af A-holdet til dagligt, og derfor føler resten af Castilla-holdet ikke, at Ødegaard er en integreret del af dem.

Derfor planlægger Real Madrid ifølge spanske medier at leje nordmanden ud næste sæson.

Martin Ødegaards fallit-debut endte med en 3-0-sejr, efter Arbeloa til sidst lukkede kampen, og dermed er Real Madrid igen kun to point efter Barcelona i toppen af La Liga med fire runder igen.

Real Madrid skal lørdag på en yderst svær udebanetur, hvor de gæster Krohn Dehlis kommende klub, Sevilla. Andaluseren har endnu ikke tabt hjemme på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán.