Norge genoptager den økonomiske støtte til klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI), som Lars Løkke Rasmussen (V) sidder i spidsen for. Det skriver Politiken.
Det sker, da en rapport fra revisionsfirmaet Deloitte ifølge den norske regering viser, at der er kommet bedre styr på klimaorganisationens forvaltning.
»Jeg kan bekræfte, at vi nu vil udbetale den norske kernestøtte til GGGI. Det vil ske inden for en uges tid. Den eksterne revision fra Deloitte viser, at systemerne for økonomistyring og finansforvaltning på hovedkvarterniveau er betydeligt forbedret,« siger afdelingsdirektør i klima- og miljødepartementet i den norske regering Morten Nordskag til Politiken.
Støtten fra Norge til GGGI blev indefrosset sidste år i oktober, da det kom frem, at den sydkoreanske rigsrevision havde påpeget problematisk forvaltning af offentlige midler i GGGI, mens Lars Løkke Rasmussen blev kritiseret heftigt for sine omkostningsfulde flyrejser på første klasse.
Den danske regering skal i løbet af foråret tage stilling til, om den også vil forny støtten til organisationen. Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) skriver i en mail til Politiken:
»Vi har modtaget de foreløbige rapporter og svaret fra GGGIs ledelse, og vi skal nu have tygget materialet godt igennem for at vurdere, hvordan arbejdet skrider frem i GGGI. Regeringen har endnu ikke truffet beslutning om fortsat dansk støtte til GGGI«.
Udenrigsministeriet orienterede ifølge avisen i sidste uge Folketinget og den danske rigsrevision om konklusionerne i rapporten fra Deloitte. Og ministeriet gjorde blandt andet opmærksom på, at der fortsat »er udfordringer med at få udrullet de nyetablerede administrative og økonomiske regler og procedurer« i GGGIs såkaldte landeenheder i Etiopien og Indonesien.
Støtten fra Danmark til GGGI løb i 2012 og 2013 op i 90 millioner kroner.
Udviklingsordfører for Enhedslisten Christian Juhl (Ø) siger, at »det skal være en meget god rapport«, hvis der skal ydes yderligere støtte til GGGI, der ifølge ham er »råddent bygget op«, mens udviklingsordfører for Dansk Folkeparti Hans Kristian Skibby (DF) mener, at der »er mange andre steder, vi kan bruge udviklingsmidler bedre«.