Efter massakren på Utøya og attentatet i Oslo, hvor den højreekstremistiske Anders Behring Breivik slog 77 mennesker ihjel, kunne man tro, at Norge især skal frygte terrortruslen fra højreekstremismen.
Men sådan forholder det sig ikke. Radikale islamister udgør fortsat den største trussel, lyder det fra den norske sikkerhedstjeneste PST, der tirsdag har offentliggjort sin årlige trusselsvurdering. PST svarer til det danske PET, Politiets Efterretningstjeneste.
- Truslen, som er forbundet med disse grupper, er bekymrende, siger PST-chef Janne Kristiansen ifølge NRK og tilføjer:
- I de senere år har vi set, at der er mennesker, der er vokset op i Norge, som er blevet radikaliseret og opfatter Norge og det norske samfund som fjenden.
Så sent som tirsdag havde muslimer, der er med i gruppen ’Muslimer mot okkupasjon’ lagt en video på deres hjemmeside, hvor blandt andet kronprins Haakon og statsminister Jens Stoltenberg bliver brugt på en måde, der kan opfatte truende mod Norge, skriver den norske avis VG.
BNB