Nordsøen oversvømmede sommerhuse
En smuk udsigt er enhver sommerhusejers drøm. Men lige frem at få havudsigt INDE i selve huset er knap så eftertragtet. Det kan Evin Clausen fra Møldrup ved Viborg tale med om.
En smuk udsigt er enhver sommerhusejers drøm. Men lige frem at få havudsigt INDE i selve huset er knap så eftertragtet. Det kan Evin Clausen fra Møldrup ved Viborg tale med om.
Efter weekendens hylende storm er han nødt til at iføre sig dykkerdragt og snorkel, hvis han skal ind i sin sommerbolig, et smukt stråtækt hus, der ligger i yderste klitrække på kanten af det brølende hav i Vejlby syd for Thyborøn.
Vandmasserne fra Nordsøen er trængt ind i hele huset, og fylder det nu fra gulv til loft.
"Vi er nødt til at tage det fra den humoristiske side. Hvad andet kan vi gøre?
Men vi var meget ulykkelige, da vi første gang besøgte huset i går. Skaderne kan let beløbe sig til over en halv million kroner," siger han.
Nabohuset ejes af ejendomsmægler Jesper Andersen, som er kendt fra det populære TV-program "Hammerslag". Han stod i går og betragtede sit oversvømmede hus med et skævt smil.
Men smilet stivnede, da han skulle give et bud på, hvad ødelæggelserne kommer til at koste.
"Op mod 200.000 kr. - så vi håber meget på hjælp fra Stormflodsfonden. Men ærlig talt, med de politikere vi har, er jeg nervøs for, om vi overhovedet kan få hjælp," bemærkede han.
Gårsdagens storm var kort og hidsig og langt fra så alvorlig som de seneste tre, der siden begyndelsen af december har ramt landet. Alligevel var der alene i går anmeldt over 800 nye stormskader.
I alt har landets forsikringsselskaber modtaget op mod 50.000 anmeldelser som følge af de seneste ugers orkanvejr.
Skaderne løber op i astronomiske summer - henved 7,5 milliarder kroner. Og det har presset forsikringselskaberne i knæ.
Et af landets største, Topdanmark, forventer et tab i regnskabet på 160 mio. kr. efter en samlet stormregning på næsten to milliarder kroner.
Ifølge Topdanmarks adm. direktør Michael Pram Rasmussen er der nu en "ny vejrmæssig dagsorden" i Danmark - og det kommer forbrugerne til at bøde for med højere forsikringspræmier.
Hvor meget præmierne skal stige, er der dog endnu ikke noget bud på.
Gårsdagens storm løjede af ved middagstide. I en periode var både Storebæltsbroen og broen over Vejle Fjord lukket for lette køretøjer.
Til gengæld slap Jylland for nye oversvømmelser i stil med dem, der søndag hærgede især Limfjordsområdet.