NORDKOREA: Onklen til Nordkoreas leder Kim Jong-un er blevet fjernet fra alle sine politiske poster, herunder posten som viceformand for Nordkoreas øverste militære organ. Det bekræfter det statslige nyhedsbureau KCNA.

Onklen Chang Song Thaek er tidligere blevet betragtet som den næstmest magtfulde i den hemmelighedsfulde diktaturstat.

»Chang og hans følgere begik kriminelle handlinger, der overgår fantasien, og de forårsagede enorm skade på vores parti og revolution,« lyder det fra KCNA.

Tidligere på ugen oplyste den sydkoreanske efterretningstjeneste, at onklen var blevet fyret, mens to af hans rådgivere var blevet henrettet i fuld offentlighed i november.

Fyringen af Chang Song Thaek, der er gift med Kim Jong-ils søster, betragtes af analytikere som en af de største omvæltninger i den nordkoreanske ledelse siden Kim Jong-ils død i 2011.

Nyhedsbureauet AFP rapporterede tidligere søndag, at hverken Chang Song Thaek, hans hustru eller de to rådgivere længere er at finde i KCNAs artikeldatabase.

BNB