Tidligt tirsdag morgen lokal tid affyrede Nordkorea et missil. For første gang nogensinde blev det affyret over Japan. Og det blev mødt med frygt og skarpe reaktioner fra japansk side.
Det efterhånden blevet hverdag, at Nordkorea affyrer missiler. Men det missil, som Nordkorea affyrede lige før klokken 06.00 japansk tid tirsdag er usædvanligt, da missilet blev affyret ind over Japan.
Missilet nåede at flyve i godt 15 minutter og landede i Stillehavet, efter det havde overfløjet den japanske by Erimomisaki på den nordlige ø Hokkaido, omkring 1.180 kilometer ud for den japanske kyst.
Missiltypen er endnu ikke blevet identificeret, men affyringen og overflyvningen af Japan resulterede i at japanere i området, hvor missilet krydsede, modtog advarsler fra staten. Her blev de bedt om at søge dækning i eksempelvis kældre.
I en advarselsbesked afsendt fra staten til beboerne i området 06.02 lokal tid står der ifølge CNN:
'Missil affyret. Missil affyret. Det tyder på, at et missil er blevet affyret fra Nordkorea. Evakuer til en bygning med en stærk struktur eller til en kælder.'
Der lød også advarsler fra højttalere i området.
En bruger på Twitter har lagt en video ud, hvor man kan høre advarslerne.
Her skriver brugeren: 'Jeg blev vækket af en sirene og en meddelelse om, at Nordkorea affyrede et missil, som potentielt kunne ramme byerne på Hokkaido.'
Reaktionen fra verdens leder er siden kommet prompte.
Den japanske premierminister Shinzo Abe kaldte affyringen af missilet for en »uhørt og alvorlig trussel mod Japan«. Og han understregede ifølge CNN, at affyringen »signifikant underminerer freden og sikkerheden i hele regionen«.
Abe var efterfølgende i kontakt med USAs præsident, Donald Trump, i 40 minutter, hvor de diskuterede situationen. Abe kunne efterfølgende fortælle, at Donald Trump, som tidligere har talt dunder mod Nordkoreas stigende aggression og missilaffyringer, lovede at stå »100 procent ved Japans side«.
Efterfølgende er FN's Sikkerhedssråd blevet hasteindkaldt for at diskutere situationen, hvor Nordkorea på blot fire dage har affyret fire missiler.
Og det er der ifølge en ekspert god grund til. Affyringen viser nemlig en helt ny form for hovmod fra nordkoreansk side.
»Det er meget alvorligt, at de affyrede over Japan, som de har undgået i årevis, selvom det tvang dem til at teste missiler på høje baner og affyre deres satellitter mod syd, hvilket er mindre effektivt end at affyre dem mod øst (på grund af Jordens rotation, red.),« forklarer David Wright, der er medredaktør hos Union of Concerned Scietists.
En anden ekspert fortæller til CNN, at missilaffyringen dog ikke nødvendigvis var ment som en trussel mod Japan.
»Hvis de skal affyre et missil over en længere distance, bliver de nødt til at affyre over nogen. Det ligner lidt en måde at reducere risici på, da de ikke ønskede at affyre missilet over tætbefolkede områder, hvis noget skulle gå galt,« forklarer Joshua Pollock fra James Martin Center for Nonproliferation Studies til mediet.
Fra Sydkoreas side valgte man at besvare missilaffyringen ved at foretage en bombeøvelse tæt på den nordkoreanske grænse. Den skulle ifølge en talsperson fra præsidentens kontor »vise, at Sydkorea kunne udføre stærk gengældelse mod Nord.«
