Slow living. Prøv at sige det langsomt: Sloooow living. Elsker begrebet på samme måde som tonede mavemuskler og højtider i familiens skød. Fatamorganaer, der aldrig rigtigt lader sig fange, som de var tænkt – du ved, med glamourtågen tykt hængende i kanten af glansbilledet. Årsagen er simpel, jeg er en zapper. På godt og ondt.

Læs også: 10 tips til at spare penge på bilferien

Ender altid med at se mindst to ting i fjernsynet på samme tid og tjekker begge mine mailkonti, hver gang jeg ser en computer med internetadgang. Tingene kan kun gå for langsomt og have for lidt indhold.
Så hvad med et smut til Nordkap og tilbage på under fem døgn?

Søndag formiddag i København. Nordkap tastes ind i GPS’en, der kvitterer med anslåede 2313 kilometer til destinationen. Den store Volkswagen Touareg er som skabt til turen op mod Europas nordligste punkt. En bil bygget til at klatre i bjerge og er samtidig komfortabel og rummelig nok til, at bagagerummet kan agere soveværelse for mig og min rejsekompagnon. Så hvorfor ikke? Lad os komme af sted. Eneste præmis er, at det kun må tage fem dage. Ellers passer det ikke ind i vores fortravlede liv. Googlemaps siger 5300 kilometer, når hjemturen er langs den norske vestkyst, og 68 timer i reel køretid. No problemos. Elsker at køre bil.

Triller ind på parkeringsarealet ved Nordkap præcis 35 timer, efter vi forlod København. De 25 timer er brugt bag rattet, tre er brugt på optankning, indkøb og sightseeing og så sov vi syv i bilen omkring Umeå i Nordsverige. Så er der sat flueben ud for Finland, samer, Polarcirklen, midnatssol og rensdyrsstuvning på min globetrotter-to-do-liste. Det er mandag aften. Mens jeg falder i søvn i min grønne sovepose bag i bilen på Europas nordligste punkt, slår det mig: Hvis Norden var en film, så har jeg lige set den speedklippede trailer.

Scene 1: Sverige kan ikke overraske. Det ene svenske træhus efter det andet står i kø for at bekræfte klichéen. Men smukt ser det ud, og længere nordpå står det klart, hvorfor de svenske tændstikbaroner tjente styrtende med penge på de små svovlsnudede djævle. Landet er jo praktisk talt én stor granskov.

Scene 2: Straks efter vi krydser ind i Finland mandag formiddag er det tid til kaffe. Og flere klicheer viser det sig. Kvinden bag disken på Pub 65 er definitionen af en fåmælt stoisk finne. Hun fortrækker ikke en mine og besvarer bestillingen på to kaffe med et ja. Vejen til toilettet indikeres med en pegefinger. Og det var så den smalltalk.

Scene 3: Ligesom Sverige lever op til forventningen om nåletræer, er Finland leveringsdygtig i søer. Og da »Casa del Touareg« ikke har nogle badefaciliteter, er det om at hoppe i en sø, når lejligheden byder sig. Af med kludene og ud i myggesuppen. Er fabelagtigt forfriskende og selv om det snurrer med små blodsugere, er de dog markant mindre aggressive end i Danmark.

Scene 4: Lapland og tid til eventyr. Foreslår en tur udenfor kortet – altså ud, hvor GPS’en insisterer på, at der ikke findes en vej, men den virkelige verden byder på to hjulspor og et skilt, der forklarer at dette er den gamle postvej mod Alta. Nordnorges livline sydpå indtil hovedvejen åbnede i 60erne. Skal vi da klart prøve. Al form for eventyr, der bringer os tættere på målet – og kan klares fra forsædet af bilen – er velkomment. Touaregen moser velvilligt gennem fosser og mudderpøle, mens der er rener på horisonten. Vi er nu i Lapland, samernes hjemland, og på seneste tank fik vi tanket op på både diesel og tørret renkød. Det er eventyr, uden det bliver besværligt, og stiger først ud af bilen på et pittoresk klippefremspring for at tage et billede.

Scene 5: Klokken er 21 mandag aften, men det er lyst som klokken to om eftermiddagen. I Alta fortsætter vi nordpå. Er tæt på at nakke et par rensdyr, der øjensynligt har rimeligt frie tøjler til at føjte omkring.
Fejrer det med en rensdyrstuvning på Skeidahotel. Kødet er ikke noget at e-maile hjem om, men tilfredsstillelsen ved at spise en artsfælle til den ren, der pludselig stod på kørebanen tidligere og var ved at tage livet af os, er udtalt.

Scene 6: Når Nordkap fem i midnat og det er øjensynligt midt i myldretiden. Hvis ikke uret sagde 23.55, kunne jeg have svoret, den var 11.55. Det er lyst og der er sort med mennesker. Der drikkes champagne og skues ud i de regntunge skyer fra klippefremspringet, der har kvalificeret sig til at være Europas nordligste punkt. Det stormer dog, og jeg er for træt til at deltage i festivitasen. Går omkuld.

Næste morgen står det klart, at nogle gange kan tingene godt gå lige hurtigt nok. Parkeringspladsen er tæt på forladt og besøgscenteret lukket. Det har åben fra 11-06, hvilket må være en af de særeste åbningstider i verden. Så ingen champagne eller brunch, kun et par fotos til scrapbogen og så sydpå.

Hjemturen går over Norges vestkyst. Temaet er fjelde, fjorde og fantastiske veje. Passerer Alta igen, byen, som var hjemsted for over 20.000 tyske soldater under krigen. Det var herfra, værnemagten gjorde hvad den kunne for at kvæle Ruslands konvojlivline til USA og Storbritannien. Skyder et par billeder gennem sideruden og tænker lidt over, om det gigantiske tyske slagskib Tirpitz stadig ligger på bunden af en af fjordene efter britiske fly gjorde kål på det i 1944 med tabet af over 900 tyske søfolk som følge.

Endnu en ting, der havde været værd at undersøge – om tiden havde været på vores side.
Vejene er snor sig fantastisk op og ned ad fjeldsiderne, og var det ikke for de mange forbandede autocampers, så kunne man skyde en god fart. De holder sig dog pænt under hastighedsgrænsen på 80 km/t, og så er det godt, bilen har krudt til de nødvendige overhalinger. Har ikke set nattemørke i et par døgn nu, og det begynder at lege med underbevidstheden. Vi kører og kører, og da aftenen aldrig kommer, synes der ikke nogen grund til ikke bare at holde på.

Sådan forsvinder tirsdagen og onsdagen med masser af timer bag rattet og søvn fra klokken 02 om natten til klokken 8 om morgenen. Narvik kunne have været fedt at dvæle ved, og det samme kunne nogle af de slagmarker, hvor Nordmændene i modsætning til os danskere rent faktisk holdt den tyske værnemagt stangen i april 1940. Men når kun et par hurtige billeder ved et mindesmærke langs hovedvejen. København skal nås inden fredag morgen.

Torsdag eftermiddag triller vi over Øresundsbroen. Tilbage i Kongens København med stenbroen under fødderne, føles det dog lidt som at gå på dækket af en færge i frisk sø. Verden gynger blidt. Har det, som var jeg afmønstret efter en uge på havet. Og det er heller ikke helt ved siden af, for på de fire og et halvt døgn vi var af sted, har vi kørt over 15 timer om dagen. Og sammen med denne vuggetur vi fik bag i bilen på Nordkap, da kulingen piskede ind fra Nordatlanten, har det gode skib Touareg vugget under os i over 70 timer.

Mens kvalmen fortager sig, kommer jeg til at tænke på en historie om en nordamerikansk indianerhøvding, der blev fløjet til Washington, men ikke ville forlade lufthavnen efter sin ankomst. Han ventede på sin sjæl, der først kom dagen efter.

Nogle gange kan tingene gå for hurtigt, og vil man virkeligt opleve Norden, så skal der mere end fire dage til. Men som trailer er turen fantastisk. Væsentligt sjovere end at læse rejselitteratur eller søge rejseinspiration på nettet. Og når jeg engang får de 14 dage eller mere, som turen fortjener under temaet »slow living«, ved jeg, at der er masser at opleve nordpå og jeg ved, hvad jeg vil se og ikke se.
Og så var der klichéerne, der blev bekræftet: Sverige er fyldt med grantræer og røde huse, Finner gider ikke smalltalk, rener kan og skal spises, og bagenden af en autocamper er og bliver billedet på forberedelsen af en overhaling.

Læs også: Gratis telttur i 145 statsskove