En nordjysk mand fik for nylig et opkald, han aldrig vil glemme: I den anden ende af røret var nemlig en medarbejder fra Danske Spil, som fortalte, at han havde vundet én million dejlige danske kroner i Lotto.
Den heldige mand, som foretrækker at være anonym, fortæller til TVNord, at han anede, at noget var under opsejling, da han blev ringet op af et nummer, han ikke kendte. Da han hørte, at det var fra Dansk Spil vidste han med det samme, hvad klokken var slået.
Uheldigvis havde han huset fyldt med gæster, som ikke skulle vide noget om hans lykketræf, så han skyndte sig at stikke dem en undskyldning og sige pænt farvel.
»Jeg havde gæster, og jeg glædede mig, til de gik, for jeg ville jo ikke springe op i loftet, imens de var der,« fortæller han.
Da gæsterne var gået, kunne han i ro og mag fortælle sin kone den glade nyhed.
Lotto-vinderen indrømmer, at hverken han eller konen sov meget den efterfølgende nat. De lå begge og tænkte over, hvad de skulle bruge de mange penge til.