Torsdagens massive regnvejr vil fortsat skabe problemer for biler, busser og tog i Nordjylland fredag.

Nordjyderne opfordres til at køre hjemmefra i god tid fredag morgen, hvor efterveerne fra torsdagens massive regnbyger fortsat skaber problemer på vejene.

- Man skal køre hjemmefra i god tid, sætte farten ned og se sig for derude. Der er stadig veje, som er spærret og mange steder, hvor der er en del vand på kørebanen, fordi vores åer er løbet over, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi.

To store veje er fortsat fuldstændig spærret på grund af vand på kørebanen. Hovedvej 35 mellem Hjørring og Frederikshavn ved Sønderskov. Samt Hovedvej 40 mellem Frederikshavn og Skagen ved Ellling. Her er Beredskabet til stede med ti biler for at pumpe vand væk fra kørebanen.

Vejdirektoratet vurderer, at omkring 15 veje stadig er lukket fredag morgen.

- Alle de statslige veje er åbne, men der er omkring 15 kommunale veje, der er helt eller delvist lukket, siger vagthavende ved Vejdirektoratet Mark Sigvardt.

Det er især i Vendsyssel, Hjørring, Sindal, Frederikshavn og op mod Hirtshals, at vejene er blevet lukket, blandt andet fordi en række af dem er blevet undermineret af de store regnmængder, eller fordi der ligger vand på kørebanen.

- Og vi har ikke fået meldinger fra politiet om, at vejene snart står klar til at åbne, siger Mark Sigvardt.

Torsdag var togene aflyst mellem Aalborg og Frederikshavn, fordi vandmasser har undermineret dele af jernbanestrækningen. Og der vil heller ikke køre tog på strækningen fredag.

Ifølge Banedanmark er tre dæmninger på jernbanen mellem Aalborg og Frederikshavn skredet sammen under de enorme mængder vand, der er faldet over Nordjylland.

Der er blevet indsat togbusser, som på grund af de store mængder nedbør dog ikke kører til og fra Sindal.

DSB ved tidligt fredag morgen endnu ikke, hvornår der kan ventes at køre tog igen, men regner med at have nye oplysninger omkring klokken 13 fredag.