Op til Brødrene Olsens 50 års jubilæum taler Niels ’Noller’ Olsen for første gang siden sin hjerteoperation.

Tre uger efter en omfattende hjerteoperation er Niels ’Noller’ Olsen ved rimelig godt mod. Indtil videre skal han tage det roligt – rent fysisk. Men mentalt har han det meget bedre, end han kunne have frygtet.

»Jeg er sluppet for en depression efter operationen, som mange ellers oplever som en konsekvens. Det er jeg lykkelig over. Jeg har brugt en del af tiden siden til at tænke på, hvor privilegeret jeg er. Der sker et eller andet i hovedet på én efter en sådan omgang. Jeg kommer til at se nogle ting i et andet perspektiv,« siger Noller Olsen til BT om sin situation efter opholdet på Rigshospitalets intensivafdeling.

Han fik indsat en hjerteklap af stål ved operationen.

Operationen var planlagt et godt stykke tid i forvejen. Men det var først cirka halvanden måned før den planlagte operation, at Noller Olsen erfarede, at det var mere alvorligt end først skønnet af lægerne efter en scanning. Og da han endelig kom på operationsbordet midt i august, viste det sig, at den planlagte operation ikke kunne løse problemet.

Tabte lidt nyrefunktion

»Det fandt de først ud af, da de havde åbnet mig. Der var en del palaver, men en dygtig kirurg skar igennem og sagde, at nu var det nu. Nu er der skåret lidt muskulatur af hjertet og åbnet ind til lungerne. Undervejs tabte jeg lidt af min nyrefunktion, som skulle genoprettes,« siger Noller Olsen, og tilføjer:

»Selvfølgelig var det kanon hårdt bagefter - i fem dages tid. Men siden er det gået hurtigt fremad.«

Udover nogle åndedrætsproblemer, der følger med en indtil videre lav puls under søvn, er der ingen fysiske problemer.

Går 1,5 km dagligt

»Jeg ville da gerne være lidt mere mobil, end jeg er nu. Jeg går omkring halvanden kilometer om dagen efter råd fra lægerne. Når jeg sætter det op til to, kan jeg have lidt åndedrætsproblemer.«

»Til gengæld mærker jeg stort set ikke noget, når jeg er i ro. Det er noget med at tage den med ro. Komme i gang - lige så stille. Jeg regner med at være i omdrejninger igen til det næste job 1. oktober. Om ikke andet må jeg bruge en stol på scenen. Og ellers er der den mulighed, at Jørgen må spille alene. Det er sket et par gange, da det viste sig, at min operation blev mere omfattende end først troet. I øvrigt er jeg ved at være utålmodig efter, at der sker noget,« siger Noller Olsen med et smil.

Ifølge lægerne skulle Noller Olsen være fysisk helt fit i januar. Blandt de første ting, han venter på at kaste sig over, er et soloalbum, der har været sat på standby. Det bliver hans første soloplade i den 50 år lange karriere.