Han er den ene. Og drømmer om at være den anden. Sådan kan man udlægge de to vidt forskellige karakterer, som kridter handlingsbanen op i Lars von Triers nye, provokerende film ’Nymphomaniac’. Nørden og nymfomanen.

For godt nok byder Triers fire timer lange film på hardcore sex - masser af den - men en stor del af den er altså snak. Masser af snak mellem på den ene side den kvindelige nymfoman, som fortæller om sit liv og de fysiske og psykiske spor, drifterne har sat i det, og på den anden side hendes redningsmand, en intellektuel og nørdet enspænder, som taler om fluefiskeri, religion og litterære klassikere – og indirekte fortæller om mangel på liv.

- Jeg er ret sikker på, at for Lars von Trier er nymfomanen et billede på en seksuel virkelighed, som han beundrer og godt kunne tænke sig at have selv, siger Søren Høy, BT og Viasats filmekspert, og fortsætter:

Den naive, uprøvede mand

- Men han er også den mandlige karakter Seligman, er på den ene side af spejlet den naive, uprøvede mand, der kigger ind i kvindeuniverset. Og på den anden side af spejlet den kvinde, som han er dybt fascineret af, forklarer Søren Høy.

Den udlægning er helt i tråd med skuespilleren Stellan Skarsgårds. Det er ham, der spiller Seligman i filmen, og ham, der i årtier har været en nær ven af den danske instruktør.

- Jeg er den ene side af Lars von Trier. Og Charlotte (Gainsbourg, som spiller Joe, red.) er den anden side. Det skal dog understreges, at Lars - i modsætning i Seligman - ikke er jomfru, griner Skarsgård.

Nu er Lars von Triers film ikke blandt de mest folkelige og bedst sælgende ved billetlugerne. Men de fleste er nok alligevel bekendt med, at lidende kvinder er i centrum af hans historier.

Og har været det, siden han i 1996 lod sin kvindelige hovedfigur Bess gå så grueligt meget igennem i ’Breaking the Waves’. Og helt fra dengang har instruktøren selv sat lighedstegn mellem den lidende kvinde og den lidende Trier.

’Jeg har altid været den kvindelige person i alle mine film’, som han har slået fast i adskillige interview gennem årene.

Modigt at afsløre sig selv

Og selvom der gennem årene sikkert også har været bidder af Trier selv i mange af de mandlige karakterer i hans film, så er det første gang, at han viser to sider af sig selv, som det sker i ’Nymphomaniac’.

- For mig er det udtryk for stort mod, at han tør udlevere og afsløre sig selv. At han ikke er bange for at italesætte sin skrøbelighed og sine mørke sider, forklarer den franske stjerne Charlotte Gainsbourg, der i filmen spiller nymfomanen Joe som voksen og altså for tredje gang spiller en del af Lars von Trier på film.

En af dem, der ved allermest om særlingen von Trier og hans film, er dog lektor i filmvidenskab Peter Schepelern, som har skrevet bøger om Trier og fulgt ham de sidste tre årtier. Og heller ikke han er i tvivl om, at instruktøren er både nymfomanen Joe og enspænderen Seligman.

- Lars er både den ene og den anden person. På den ene side en grundlæggende nørdet person, på den anden en person besat af sin lyst. Det er to parallelle modsætninger, siger Schepelern, som mener, at det, Lars von Trier har tilfælles med nymfomanen, er, at uanset hvad omverdenen tænker og mener om dem, så lader de sig ikke knække. Kun bøje.

Den lidende kvindes smerte

- Det hæmningsløse og den utrolige stædighed, selvpinslen og selvafstraffelsen er deres fællestræk, siger han.

Og dermed er vi tilbage ved den lidende kvinde, som går igen i så mange af Triers film. Og her mener såvel Schepelern som Søren Høy, at kvindens smerte for Lars von Trier er en langt mere effektiv motor i en film end en lidende mand.

Fortvivlelse og melankoli

- Sådan en havde han i sine tre-fire første film. Først med ’Breaking the Waves’ skiftede han til den lidende kvinde. Og det gav faktisk karrieren en stormende fremgang. Han vil gerne skildre desperation, angst, fortvivlelse og melankoli - som er en del af ham selv - og det passer bedre at skildre gennem en kvinde i stedet for at lave en selvbiografisk film, der handlede om, det er ikke er let at være Lars. Så han identificerer sig med lidelsen. Ikke kvinden, siger Peter Schepelern, mens Søren Høy udlægger det sådan her:

- Trier kan udleve fantasier gennem kvinderne. Han kan lege med kvinderollen og få hende til sige alt det, han godt kunne tænke sig at høre en kvinde sige, give dem nogle replikker, som mænd aldrig ville turde sige højt. Og han kan få dem til at gøre ting, som er en del af en dyb maskulin fantasi, siger Søren Høy og mener, at det er åbenlyst, hvorfor Lars von Trier vælger den lidende kvinde fremfor den lidende mand.

En større psykologisk lidelse

- Hvis en kvinde piner sit eget barn, som det sker i ’Antichrist’, så gør det mere ondt at se på, end hvis det var en mand. Han ville bare være en psykopat. Og det samme med en nymfoman. Hvis det havde været om en mand, ville han ’bare’ være en don juan, og folk ville trække på skulderen og sige ’han er bare en mand, det er sådan mænd gør’. Men i det øjeblik det er en kvinde, får han helt andre friheder. Og ikke mindst en større psykologisk lidelse. Det skulle ikke undre mig, om han gerne selv vil være nymfoman, slutter Søren Høy med et grin.

Og så kan vi jo tænke over den!