A-kasser rundt om i landet beretter nu om desperate medlemmer, der frygter, at de må gå fra hus og hjem. Det gælder f.eks. kommuner som Frederikshavn, Viborg og Bornholm
Også i Lemvig, Struer og Jammerbugt kommuner må ledige kigge meget langt efter et akutjob. I 22 kommuner er der ikke opslået et eneste akutjob, og i yderligere 15 kommuner skal tusindvis af ledige slås om et enkelt akutjob. Ny kortlægning viser, at især ledige i udkantskommunerne må kigge meget langt efter akutjob. Og dem i blå kedeldragt må kigge længst efter et akutjob.
Det viser en kortlægning, som Analysebureauet Kaas & Mulvad har gennemført for Ugebrevet A4 af samtlige akutjob, der hidtil har været opslået ledige, siden ordningen gik i luften.
Nordjylland halter i det hele taget bagefter med akutjob sammenlignet med andre regioner, viser A4’s optælling. Nordjyske arbejdsløse skal slås om i alt 40 akutjob. 235 3F-medlemmer risikerer at falde ud af dagpengesystemet i løbet af de næste måneder, hvis der ikke dukker et job op.
- Det er klart, at bekymringen og resignationen stiger. Her bliver det ikke akutjob-pakken, der kommer til at hjælpe de udfaldstruede fra at falde ud af dagpengesystemet. Det vil være voldsomt naivt at tro, at akutjob løser problemerne for de mange. Der skal meget mere til, siger Jørgen Helleby, leder af 3F’s a-kasse i Frederikshavn
På Bornholm er det endnu værre.
- De ufaglærte her på Bornholm er fortvivlede. De har ikke nogen tro på hverken akutjob eller ordinært job, og nogle overvejer seriøst at flytte fra øen i håb om at finde job andre steder i landet. Men boligmarkedet er i krise og så er det næsten håbløst at sælge hus for at flytte efter et job, der kan være svært at finde. Der ser ikke lyst ud, siger afdelingsformand for 3F på Bornholm, Jens Skovgaard, til A4.