Det var ventet, at Silkeborg-bossen Orla Madsen ville stikke Nocko Jokovic en fyreseddel, men foreløbigt er der ikke sket noget i sagen selv om spilleren efter en tidligere voldsepisode er blevet truet med fyring i tilfælde af en ny sag.
Nocko Jokovic viste fint spillehumør på den frosthårde bane, men ville ikke kommentere sin situation med andet end et venligt smil og "ingen kommentarer".
"Det varer lidt tid endnu, inden vi træffer en beslutning om, hvad der skal ske med Nockos fremtid i klubben, og imens overvejer vi sagen.
Vi skal også have en ordentlig snak med Nocko først, og det har været svært, fordi han har været på ferie," fortæller Orla Madsen, mens træner Benny Johansen supplerer.
"Vi er alle interesserede i at få at vide, hvad der skal ske med Nocko, men lige nu træner han på lige fod med de andre i truppen.
Det er en ærgerlig situation, efter at Nocko spillede et rigtigt godt efterår for os," siger cheftræneren, der er blevet genforenet med sin tidligere assistent, Bjarne Hansen, som er skiftet fra FCK til Silkeborg.
Hansen og Johansen udgjorde den gyldne træner-duo, der i 1993 førte FCK frem til klubbens hidtil eneste DM.
Bjarne Hansen er eneste nye ansigt i Silkeborg IF efter vinterpausen.
"Jeg ser den manglende udskiftning som en styrke for os. Vi ser, at andre klubber har købt og solgt en masse spillere, men jeg føler, at vi allerede har en god trup, og så skaber det i hvert fald ingen uro," siger Benny Johansen.