Nekrolog: Det var Niklas Fyhring Sørensen fra Esbjerg, der torsdag morgen blev dræbt ved en trafikulykke på Rømø. En ung mand, der aldrig så sig tilbage og levede livet fuldt ud. Det skriver jv.dk's lokalredaktør i denne nekrolog.
Tirsdag legede han med sin paplillesøster i haven i Esbjerg. Drillede og sprøjtede med vand, sådan som han nu gjorde. Altid et legebarn, altid omsorgsfuld med blik for de små og de svage.
Tidligt torsdag morgen sluttede hans liv brat, da han blev dræbt ved en trafikulykke på Rømø. Niklas Fyhring Sørensen fra Esbjerg blev 21 år.
Omstændighederne var dramatiske, og på deres egen tragiske vis passede de til Niklas’ liv, for han levede ikke med håndbremsen trukket. Som så mange andre 21-årige var han en partyløve, vennernes og pigernes ven. Han tog ikke så mange forbehold i livet, levede fuldt ud og tog måske også nogle gange for store chancer.
Samtidig med, at han var uhyre vellidt og havde en stor omgangskreds med mange venner, levede han nemlig, som hans mor udtrykker det »livet fuldt ud«.
Niklas Fyhring Sørensen blev sidste sommer student fra Rybners i Esbjerg, og indtil videre var der ikke lagt langsigtede planer for fremtiden.
I et år havde han arbejdet i Sports Outlet, og tankerne gik på måske at arbejde indenfor offshore. Før gymnasietiden havde han arbejdet i landbruget, men efter et halvt år viste det sig ikke rigtigt at være noget, så livet på landet blev byttet med den røde studenterhue.
I sin fritid gik han højt op i fodbold, og han spillede sågar sammen med sin far, fotograf Tue Sørensen, på Hjertings serie 3-hold.
Allerede torsdag formiddag begyndte det at strømme ind med indlæg på Niklas’ Facebook-profil, og omkring 100 indlæg torsdag aften vidnede om den store omgangskreds.
Onsdag aften var Niklas sammen med sine kammerater til koncert i Byparken i Esbjerg, hvor Shaky Ground og Lloyd Jones stod for musikken, og torsdag skulle han have været i gang med at finde et arbejde – hvis ikke for en længere periode så for sommeren over. Uvist af hvilke årsager gik turen imidlertid til Rømø sammen med kammeraterne.
Niklas Fyhring Sørensen vil først og fremmest blive husket som et godt menneske, en omsorgsfuld kammerat og en rigtig glad fyr, der trods sine kun 21 år har sat varige aftryk blandt venner og familie.