Nik & Jay står bag den officielle EM 2012-‐sang og 'Vi Vandt I Dag' har premiere mandag den 30. april.
Samme dag vil de første 25.000 som besøger danskeopbakning.dk kunne få sangen gratis. Danske Bank og DBU har sammen skabt Danske Opbakning, hvor formålet er at samle hele fodbold-‐Danmark og samtidig sende et klart signal til Landsholdet om, at hele nationen står bag dem.
'Vi Vandt I Dag' frigives til alle de officielle digitale salgskanaler den 3. maj. De sidste indspilninger til årets officielle EM sang kom i hus i slutningen af februar, da Landsholdet mødte Rusland til en venskabskamp i Parken.
Her sang de danske foldboldstjerner kor på 'Vi Vandt I Dag' og nu er nummeret klar til at føre de rød/hvide krigere til sejr i Polen og Ukraine.
Om Landsholdets indsats i studiet udtaler Nik & Jay:
- Der regerer en enorm portion disciplin på det hold, så de kom og gjorde deres ting med stor præcision. Og når man beder et vinderhold om at synge på en vindersang, så kan det ikke gå galt.
De to popstjerner fortsætter:
- Vi er til fodbold. Og vi er til musik. Vi er vokset op med sange som 'Vi er røde, vi er hvide' om 'Moder Danmark', som elsker alle danske drenge, der kan knalde!
- Det var jo nærmest soundtracket’et til forstadens drengedrømme. Nu er vi officielt med på det musikalske landshold. Det er en stor ære og en meget, meget fin ting.
I løbet af maj optages en musikvideo til 'Vi Vandt I Dag, hvor Landsholdet ligeledes medvirker, og resultatet kan ses, når videoen har premiere den 2. juni.
Samme dag som Landsholdet i øvrigt spiller den sidste testkamp før EM – venskabskampen mod Australien, som spilles i Parken i København.
Samarbejdet mellem Landsholdet og Nik & Jay repræsenterer en succesrig konstellation. Landsholdet kvalificerede sig med førstepladsen i kvalifikationsgruppen i oktober direkte til EM-‐ slutrunden til juni, og er i øjeblikket placeret som nummer 9 på FIFA’s verdensrangliste.
Nik & Jay ligger fortsat et lille års tid efter udgivelsen af deres seneste album, 'Engle eller dæmoner', på hitlisten med over 50.000 solgte eksemplarer.
Duoens popularitet blev understreget med både IFPI’s Ærespris og Publikumsprisen til Danish Music Awards i 2011.