Musikeren Niels Skousen har kun lovord til overs for forfatteren Klaus Rifbjerg, der lørdag døde i en alder af 83 år. Deres bekendtskab går mere end 50 år tilbage. Blandt andet tilbragte de en legendarisk stund sammen på Kulturministeriets trappe i 1970.

»Det er en hel tid, der rinder ud. Det er en stor mand, vi har mistet. Han har betydet enormt meget,« siger Niels Skousen, da BT overbringer ham nyheden søndag formiddag.

Niels Skousen fortæller, at han har kendt Klaus Rifbjerg, siden han startede på den danske teaterscene som 18-årig. Siden har musikeren blandt andet gjort sig bemærket i duoen Skousen & Ingemann.

Læs også:

Han var også sammen med Klaus Rifbjerg en helt særlig dag i 1970 - en dag, som siden er blevet et berømt kapitel i historien om ungdomsoprøret i 60-ernes og 70-ernes Danmark.

Her tog Niels Skousen, Klaus Rifbjerg og en række andre farverige personligheder som Ebbe Kløvedahl og Charlotte Strandgaard opstilling på Kulturministeriets trappe og røg hash for at protestere mod lukningen af nogle lokaler i Farvergade 10.

Lokalerne havde tjent som kreativt opholdssted for en række unge kunstneriske mennesker, der var en del af tidens ungdomsoprør.

»Det var for at være solidarisk med oprøret,« fortæller Niels Skousen om Rifbjergs mål med trappeaktionen.

Tilbage i 2011 udgav musikeren erindringsbogen 'Herfra hvor jeg står'. I den beskriver Niels Skousen aktionen:

»Der var blevet røget hash. ( I Farvergade, red.) Og det var der da utvivlsomt, ligesom der var blevet drukket urtete og spist fuldkornsbrød. Nu røg vi så til gengæld her i kulturministeriet, og så kunne de lukke det også,« skriver Niels Skousen i sine erindringer ifølge eb.dk.

»Chillummen gik fra hånd til hånd, og alle tog et bøv, hvad enten det var på den autoriserede måde eller direkte fra bunden - eller man bare lod som om. Det var jo ikke alle her, der var rårygere.«

Aktionen fortsatte på daværende Kulturminister Kresten Helveg Petersens ministerkontor, hvor der igen blev røget hash, og hvor Klaus Rifbjerg, Niels Skousen og resten af selskabet fortalte, hvordan de så landets kulturpolitik eksekveret.