Våbensmugleren Niels Holck melder sig klar til at stå til regnskab for at have kastet fire ton våben ud over den indiske delstat Vestbengalen i 1995. Men retssagen vil han have ført mod sig på neutral grund, skriver Politiken.

Tilbuddet er blevet overbragt til Indiens regering for nylig efter godt et års hemmelige diplomatiske bestræbelser fra Holck og hans advokat, Tyge Triers, på at medvirke til at løse krisen mellem Indien og Danmark, der begyndte sidste år, da Østre Landsret nægtede at udlevere Holck til en retssag.

- Det er sket ad diplomatiske og forretningsmæssige kanaler. Jeg har først tilbudt inderne at stille op til en afhøring og senest at lade en indisk domstol gennemføre en retssag mod mig på neutral grund, siger Niels Holck til Politiken og fortsætter:

- Hvis inderne havde taget afgørelsen til efterretning, havde jeg nok også stoppet der. Det vigtigste for mig er at forsøge at medvirke til at få bilagt konflikten, siger Holck, der ikke vil fortælle, hvilke parter, der har været involveret i forhandlingerne.

Niels Holck har ifølge Politiken ikke fået svar på sit tilbud, men den indiske regering meddelte mandag, at den vil »forøge presset« på Danmark og »undersøge forskellige muligheder« for at komme videre i sagen - for eksempel at føre retssag på Indiens ambassade i København.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) melder sig over for Politiken »klar til at pakke kufferten« og tage til Indien, hvis det kan hjælpe.

- Den her konflikt er uheldig både for Danmark og Indien, og derfor vil jeg gøre, hvad jeg kan, for at den bliver løst, siger han til avisen.