INTERVIEW: For første gang nogensinde får Danmark en Europaminister i en periode, hvor vi ikke har formandskabet for EU. Men hvad skal Europaminister Nicolaj Wammen så lave?
Den tidligere populære borgmester i Århus Nicolaj Wammen (S) skal overdrage det danske formandskab for EU til Cypern på søndag. Han forlod borgmesterposten for at blive kandidat til Folketinget og blev valgt ind ved valget i 2011. Wammen blev spået en stor fremtid som indenrigsminister af kommentatorkorpset, men endte som europaminister, der skulle dele Udenrigsministeriet med fire andre ministre. BT har stillet fem skarpe spørgsmål om, hvad hans job bliver fremover.
Hvad skal du lave nu, hvor formandskabet slutter?
- Jeg får stadig travlt som europaminister, for selv om vi har haft et godt dansk formandskab, så er alle problemer ikke løst. Jeg skal både forhandle EU's budget, være med til at forberede topmøderne og være bindeled mellem Europaparlamentet og den danske regering. Men den vigtigste opgave, som jeg glæder mig allermest til, er, at komme ud i forsamlingshusene og få diskuteret EU med danskerne. Jeg har brugt mange kræfter på at være i Bruxelles, og nu vil jeg bruge kræfter på at være i Bogense, Brabrand, Brønderslev og Bornholm og få diskuteret med danskerne, hvorfor EU er vigtigt'.
Din rolle skulle jo have været at snakke med danskerne om EU-forbeholdene, da vi jo sandsynligvis skulle have stemt om dem. Men nu har regeringen jo skudt det til hjørne, så hvad skal du så?
- Vi skal jo diskutere forbeholdene på et tidspunkt, men det ligger ikke lige rundt om hjørnet. men derfor er det stadig vigtigt at diskutere EU'.
Men har vi brug for en minister til det. Der er jo masser af folkelige bevægelser, der diskuterer EU?
- Vi satser på at have en offensiv europadagsorden, og derfor er det naturligt, at man også har en europaminister. Jeg skal ikke bare sidde ved mødeborde i Bruxelles, jeg skal selvfølgelig også ud at møde danskerne. Det bliver mit job efter den første juli.
Flere kommentatorer har spået en regeringsrokade til efteråret, hvor du skal have et andet ministerium. Hvad ville dit ønskeministerium være, hvis du ikke længere skal være europaminister?
- Jeg er utrolig glad for at være europaminister, og i de her EM-fodboldtider er det jo ligesom med fodboldtræneren, at statsministeren sætter holdet. Hun har bedt mig om at være europaminister, og det bliver jeg ved med, indtil statsministeren synes, jeg skal lave noget andet'.
Hvad ville du svare statsministeren, hvis du blev tilbudt noget andet?
- Den slags rygter holder mig ikke vågen om natten'.