Klokken 18.03 faldt tigeren Nico for fire riffel-projektiler. Skudt og dræbt på stedet i panik, fordi ingen anede, hvordan det 130 kilo store og blot ni måneder gamle rovdyr ville reagere på en bedøvende pil.

Den prægtige han-tiger fik blot 17 døgn i Nykøbing Falster Zoo. Han ankom til den lille dyrepark sammen med sin søster, fordi han var blevet tilovers i Jyllands Park Zoo.

Forrige lørdag blev han og søsteren navngivet under stor festivitas. Men sky og frygtsom, som Nico var, blev han inde i sin stald, tittede kun sjældent ud gennem lugen til publikum.

Det blev skæbnesvangert for Nico, da han i går eftermiddag for første gang tog mod til sig og fulgte sin søster ud i rovdyranlægget. For første gang i sit unge liv opdagede Nico, at han var spærret inde.

I nogle minutter udforskede han det 4,5 meter høje hegn, der omkranser rovdyr-anlægget. Et anlæg, der for ti dage siden blev rost og godkendt af eksperter som landets mest moderne og mest sikre.

Nico kom fra et liv i langt friere natur i Jylland, han traf så en skæbnesvanger beslutning. Mens publikum lamslået så på, rejste Nico sig på bagbenene, klatrede adræt som en edderkop op ad hegnet, konstrueret af »Rionet«, en type rundjern som man kender det fra bl.a. gulvvarmeanlæg i parcelhuse.

Ænsede ikke stød
Frygtløs fortsatte den smidige tiger op ad nettet, forcerede uden at kny fem strømførende kabler med hver 10.000 volt. Trods gnister og voldsomme stød klatrede Nico videre til toppen og sprang ned på den anden side, hvor publikum flygtede i panik.

Som enhver anden kat satte han sig veltilfreds tilrette og kiggede sig rundt. Inde i tigeranlægget sad hans søster og så undrende til. Nico rørte sig ikke ud af flækken. Han sad der bare, som om han nød friheden.

Totalt grebet af panik slog personalet alarm. Gentagne gange kaldte vagthavende på Nykøbing Falster politigård patruljevognene op og dirigerede dem til området ved Zoologisk have.

Radio Sydhavsøerne og Regionalen, DR i Næstved, afbrød programmerne, og værterne opfordrende byens borgere til at holde dig inden døre. I Radioavisen klokken 17.00 blev Nico betegnet som en dræbermaskine på 130 kilo. For sit indre blik så man et vildt rovdyr gå rundt i byens gader og fortære små børn på sin vej.

Nykøbing F. Zoos ledelse kontaktede flere af de tilsynsførende dyrlæger, der øjeblikkeligt satte kursen bevæbnet med rifler og pile med bedøvelse. Klokken 17.38 blev Falck bedt om at stille med skarpskytter.

Haven ryddet
Den lille zoologiske have var ryddet for mennesker. Dyrlæger og Falcks skytter holdt rådslagning.

Det blev besluttet, at en dyrlæge skulle forsøge at ramme Nico med en bedøvende pil, men dyrlægen fejlede, og i brøkdele af sekunder trak Falcks skytter på hver deres aftrækker.

Nico segnede om. Dræbt på stedet.

Gennemhullet som en si fossede blodet ud af det prægtige dyr.

Som nærmeste øjenvidne sad Nicos søster, Luna, ved hans side. Hun spjættede ved lyden af knaldet fra de fire rifler.

Nico var tirsdag indtil kl. 18.03 en af de i alt 800 amur-tigre, der lever i fangeskab. Nico havde knapt 230 vildtlevede artsfæller i Sibirien.

Fotograf Claus Hansens billede lyver ikke. Billedet viser en hun-tigers reaktion på sin brors tragiske aflivning.

Ikke bare fejlede dyrlægen sit skud, et riffel-projektil fejlede også. Luna var ramt i halen og måtte efterfølgende opereres.

am@bt.dk