27 år gammel og ni klubber på cv'et. Kasper Schmeichels vej mod succesen har været alt andet end ukompliceret.
Trods et efternavn, der i mere end to årtier har skabt respekt i hele den britiske fodboldverden, har ’unge Schmeichel' ikke fået nogen fribillet til karrieretoppen. Vejen gennem sin berømte fars fodspor er gået via et omfattende nomadeliv.
- Kasper er meget målrettet. Han vil spille fodbold og har aldrig været tilfreds med bare at være Peter Schmeichels søn. Han har knoklet sig op til toppen og skabt sin egen karriere.
Ordene kommer fra Kevin Pilkington, tidligere backup for Peter Schmeichel i 1990’ernes Manchester United og fra 2009-2010 reserve for Kasper Schmeichel i Notts County.
Han fortæller om en dedikeret Kasper Schmeichel, der i slutningen af 00erne for en stund fandt en fast base i Notts County. Forinden havde en dengang ung Kasper Schmeichel i starten af tyverne været på rundtur i en række andenrangsklubber som lejesvend fra Manchester City.
På to år nød Darlington, Bury, skotske Falkirk, walisiske Cardiff og Coventry City alle godt af danskeren, der dermed fik tiltrængt førsteholdsfodbold. Og det var det, det handlede om: Spilletid.
- Han er ikke en, der bare har lænet sig tilbage. Han ville lære spillet ved at få erfaring. Ved at få nogle op- og nedture, lave nogle fejl, lære af dem og få vist sig frem. Det er det, han nyder godt af nu, lyder det fra Kevin Pilkington, der i dag er målmandstræner i Notts County og kun har gode ting at sige om sin tidligere holdkammerat.
- Han arbejdede hårdt, var dedikeret og en rigtig vindertype. Meget lig sin far i den måde, han angreb kampene på. Jeg har været så privilegeret at arbejde med dem begge, og de har begge den samme iver efter at være den bedste, siger han til bt.dk.
Nick Connoll, pressechef i Coventry City, fulgte i 2006 Kasper Schmeichels præstationer som journalist for avisen Coventry Observer.
Her var Kasper Schmeichel på et kort udlån fra Manchester City, men signalet var ikke til at tage fejl af. Schmeichel var på en mission. Værdifulde spilleminutter skulle sluges og gøre ham stærkere. Alt andet var irrelevant.
- Han var meget målrettet og fokuseret, husker Nick Connoll, der som journalist nåede at interviewe den danske keeper et par gange.
- Han virkede egentlig ret reserveret. Der var selvfølgelig et stort pres på Kasper, når hans far uden tvivl har været en af de bedste målmænd i verden nogensinde, men han koncentrerede sig egentlig bare om sit arbejde, siger Nick Connoll.
Det arbejde har nu ført ham til en position som dansk landsholdsmålmand med kurs mod Premier League.