New Zealand på egen hånd
New Zealand er ét stort tag-selv-bord af aktiviteter og oplevelser. Men kør selv fra sted til sted. Det er den bedste måde at opleve landet på.
New Zealand er ét stort tag-selv-bord af aktiviteter og oplevelser. Men kør selv fra sted til sted. Det er den bedste måde at opleve landet på.
»On the road again ...« Willie Nelsons nasale countrystemme fylder bilen helt ud, da radiosignalet fra en lokal countrykanal endelig går klart igennem. Sådan skal det være. Nelsons klassiker i øret, sol gennem forruden og 2.500 kilometer på tværs af New Zealand forude.
Jeg er lige ved at glemme venstrekørslen af bare begejstring. Highway 6 ud af Queenstown, står der på skiltet. Min rute og adgangsbillet til dette fantastiske eventyrland på den anden side af jorden. Mere end 30 timers flyvetur fra Danmark. Jeg trykker speederen i bund, og automatgearet reagerer et sekund senere.
New Zealand er som skabt til at udforske på egen hånd. Landet med kun fire millioner mennesker og 60 millioner får har det hele. Fra solrige strande, til kæmpemæssige nationalparker, alskens fede outdoor- og adventure aktiviteter til guddommelig lokal mad og vin.
Den bedste måde at nå mest muligt er i egen bil eller campervan. Mulighederne for at leje er nærmest uendelige, og det er overraskende billigt. Fra omkring 150 kroner per dag for en campervan og under halvdelen for en mindre bil.
Og tag endelig ungerne med. De vil elske dette land. Klimaet er behageligt, kiwierne (newzealændernes eget udtryk om dem selv, red.) er ligefremme og venlige, priserne er overkommelige, og der er masser af aktiviteter og spændende steder at besøge.
Vi valgte luksusudgaven, da vi besøgte New Zealand: Ny Toyota Camry med automatgear og lækre Bed & Breakfast undervejs. Sidstnævnte findes over alt i New Zealand og er en oplevelse i sig selv.
Mange af dem har ikke mere end 2-3 værelser, det er værtsparret selv, der byder velkommen, der er hjemmelavet morgenmad med i værelseslejen, og standarden er fantastisk. For cirka 500 kroner per nat kan man overnatte på luksuslodges, hvor luksussen blandt andet består i den varme og personlighed, de enkelte lodge-ejere lægger i at have lige netop dig på besøg.
Så tag med på en 2.500 kilometer køretur gennem New Zealand – fra Queenstown i syd til Auckland i nord. Selv om det generelt er en fornøjelse at køre i New Zealand, er det stadig stoppene undervejs, der er de virkelige highlights.
På de næste sider bringer vi nogle forslag til gode stop: