I den kommende tid vil Netto åbne ti nye butikker rundt omkring i landet som følge af lukningen af Kiwi-kæden i Danmark.
Discountkæden er allerede den største herhjemme, men nu udvider den yderligere.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som Dansk Supermarked - der ejer Netto-kæden - har sendt ud onsdag morgen. Det skriver Retail News.
Ti butikker bliver nemlig omdannet fra Kiwi til Netto. Helt konkret sker det ifølge mediet på disse adresser:
- Møllevej, Dragør
- Lyngbygårdsvej, Kongens Lyngby
- Roersvej, Odense C
- Frederiks Alle, Aarhus C
- Kridthøj Torv, Højbjerg
- Thomas B. Thriges Gade, Odense C
- Cortex Park, Odense (Ny butik – ikke åbnet endnu)
- Lystrup, Aarhus (Flytning af eksisterende butik)
- Løjt Kirkeby, Aabenraa
- Vestergade, Ryomgård
Herunder kan du se et kort over, hvor butikkerne cirka kommer til at være:
Det er ikke længe siden, at Dansk Supermarked afslørede, hvor ti andre tidligere Kiwi-butikker skulle laves om til Netto-butikker. Hvis alt går efter planen, er det meningen, at de første butikker skal åbne i slutningen af juli.
Derefter vil de nye Netto-butikker åbne tre eller fire steder om ugen, indtil de alle står klar.
»Vi er meget stolte over, at vi i rekordtempo kan nå ud til så mange flere danskere. Og jeg kan garantere, at vi arbejder på højtryk for at åbne op med et forstærket Netto-koncept, så vi giver hverdagen lidt ekstra for forbrugere i alle egne af Danmark,« siger landedirektør i Netto, Brian Seemann Broe, i pressemeddelelsen ifølge Retail News.
Dansk Supermarked overtog tidligere i år i alt 81 tidligere Kiwi-lejekontrakter. Godt halvdelen skal omdannes til Netto-butikker, mens en række efter planen skal konverteres til Føtex Food.
Resten forventes afsat i markedet til øvrige aktører indenfor dagligvarer eller til andre erhvervsdrivende.
