Misbrug har fået Nets til at spærre en lang række kunders kort. De berørte kortholdere vil snarest muligt få et nyt kort.
Kan man ikke bruge sit Dankort fredag, er der muligvis en god forklaring. Det er formentlig, fordi Nets har valgt at spærre næsten 13.000 betalingskort.
»Jeg kan bekræfte, at der er tale om 12.800 kort,« siger Nets’ pressetalsmand, Ulrik Marschall.
Han oplyser, at der ikke vil blive spærret flere i forhold til den konkrete sag om misbrug af dankort og fortæller, at de berørte kortholdere er spredt ud over hele landet.
»Fælles for dem er, at det er nogle kortholdere, der har brugt kortet på et bestemt betalingssted,« siger han. Pressetalsmanden ønsker dog ikke at kommentere på, hvilket betalingssted der er tale om.
»Det er en udløber af en tidligere sag, hvor vi spærrede nogle kort og holdt en række kort under skærpet overvågning. Og de kort, vi har holdt under overvågning, er der noget misbrug på, og derfor spærrer vi dem,« siger Ulrik Marschall.
Selv om der ikke er misbrug på samtlige af de pågældende kort, bliver de alle spærret for at forebygge et senere misbrug.
Ifølge Nets kan misbrug ske ved såkaldt »skimming«, hvor der i en periode er installeret kopieringsudstyr på eksempelvis ubemandede tankstationer og hæveautomater. Misbruget kan også finde sted, hvis der bliver stjålet kortoplysninger i forbindelse med nethandel. Af den grund spærrer Nets alle kortene.
Nets forsikrer desuden, at alle kunder automatisk vil modtage et nyt kort i løbet af få dage, samt at bankerne er i fuld gang med at kontakte de kortholdere, der er blevet berørt af kortspærringerne.