Det kunne være endt gruelig galt, da en australsk kvinde i den forgangne uge forsøgte at krydse togskinnerne ved en togstation i Melbourne.
Overvågningsbilleder fra togstationen, som de seneste dage har delt sig som en steppebrand på både de sociale og internationale medier, viser nemlig en kvinde, der kun med nød og næppe undgår at blive kørt over af et tog.
Kvinden, der tilsyneladende har fået lidt for meget at drikke, har nemlig problemer med at komme op på perronen, efter hun har krydset de to togskinner.
Heldigvis kommer tre politibetjente og en tilfældig forbipasserende kvinden til undsætning. Sammen får de trukket kvinden op fra togskinnerne bare ganske få sekunder inden, at toget ellers ville have ramt hende.
Ifølge en talsmand for politiet i Melbourne, som det australske medie news.com.au har talt med, havde lokomotivføreren set kvinden, og derfor også forsøgt at bremse, men på grund af toget størrelse var det ganske enkelt umuligt at stoppe toget i tide.
Hændelsen har siden ført til massiv debat om, hvorvidt de australske togstationer skal have glasfacader og døre, som adskiller perronen og togskinnerne.