’En smule arrogant’ og ’let nedladende’. Det kunne jeg godt finde på at kalde Nephews forsanger Simon Kvamm. Men efter at have lyttet til gruppens nye album ’Hjertestarter’ er alt forladt. Både manden og bandet har nemlig i dén grad noget at have det i.
Således sejler Nephew ikke alene samtlige danske rockkollegaer agterud. De tager også syvmileskridt i forhold til deres egne tidligere plader. Og med ’Hjertestarter’ sætter bandet ny standard for, hvordan dansk rock også kan lyde - og føles.
I modsætning til ni ud af ti andre nye rockplader fornemmer man nemlig allerede fra starten, at der er noget, der lever og koger lige under overfladen.
Intet er tilfældigt
Nephew tager ikke diktat fra nogen. Og mange vil måske studse over, hvor tilbagelænede og relativt bløde mange af de ti nye sange først virker. Men intet er tilfældigt.
Således virker både de melodiske og tekstlige punch imod den cool baggrund endnu mere effektive. Og når Simon så på min personlige favorit ’Alt er synd’ for alvor træder op til mikrofonen og trykker den af, så er det med en rock-pondus og et råmateriale, der helt lever op til albummets titel.
Men ’Alt er synd’ er bestemt ikke alene. O.k., måske er omkvædet til ’Åh Gud’ tyvstjålet fra Rockwells 1984-sang ’Somebody’s Watching Me’. Men ellers udmærker ’Hjertestarter’ sig fra start til slut med 100 procent selvstændig tænkning.
Bandet leverer på suveræne skæringer som ’Tak du’ og ’Søndagsbange’ alt fra den lokkende hvisken til den dommedagsagtige tordenguitar. Med linjer som ’Jeg vil ikke slå på dig. Men jeg er mere fucked, end du tror’, tager Kvamm endnu en gang førerpositionen blandt nye danske tekstforfattere. Og med en glød, der næsten (jeg sagde næsten) tåler sammenligning med U2’s ’Achtung Baby’, genopfinder Nephew sig selv.
’Hjertestarter’ udkommer på fredag 2. november.
Nephew, 'Hjertestarter', Fem ud af seks stjerner