NEPAL: Den nepalesiske regering har sendt et hold til Mount Everest for at ordne ruten i den såkaldte Base Camp, der blev ødelagt efter det omfattende jordskælv i Nepal forleden.
Jordskælvet udløste en lavine, der dræbte 19 bjergbestigere og ødelagde dele af området på Base Camp.
Det gør det lige nu umuligt for bjergbestigere at gennemføre en klatring og nå toppen af verdens højeste bjerg. Det skriver BBC.
Tulsi Gautam, der er direktør for Nepals turismeafdeling, håber, at det kan klares på et par dage.
»Hvis vi kan ordne ruten i den første uge af maj, vil det være forholdsvis overskueligt for bjergbestigerne at færdiggøre deres ekspeditioner i den tredje uge af maj,« siger han til BBC.
Der er et tidspres på den nepalesiske regering. Bjergbestigerne har nemlig kun indtil slutningen af maj til at nå toppen af Mount Everest, hvor monsunen efterfølgende starter, og gør det umuligt at gennemføre en ekspedition.
Hvis der ikke bliver åbnet op i tide, vil en del bjergbestigere ikke kun gå glip af at nå deres store mål. De vil også stå med nogle økonomiske problemer.
»Det er et spørgsmål om penge for en masse bjergbestigere,« siger Suhail Sharma til BBC.
Han er en del af et indisk ekspeditionshold, der lige nu venter på en melding fra den nepalesiske regering.
Han skønner, at de fleste bjergbestigere vil miste omkring 70.000 dollars eller mere, hvis bjerget bliver ved med at være lukket.
Jordskælvet har ikke kun påvirket klatreforholdene på Mount Everest. Selve bjerget har også mærket konsekvenserne af det store jordskælv, der indtil videre har dræbt over 7.000 mennesker. Nye satellitbilleder viser, at bjerget er skrumpet med præcis 2,8 centimeter. Mount Everest er 8.850 meter højt.