NEKROLOG: Levede Ole Ernst som sit livs største rolle?
Sammenligningen ligger lige for: Ole blev Oles skæbne. Rollen som Ole Jastrau i 1977-filmatiseringen af Tom Kristensens store roman ’Hærværk’ var en af Ole Ernst stærkeste, mest gribende skuespilpræstationer.
Det er ingen hemmelighed, at Ole Ernst elskede varmen fra Bacchus (græsk vingud). Sådan formulerede han det selv en gang. Han drak. Meget. Men modsat Jastrau i ’Hærværk’ var Ole Ernst ikke drevet af en bevidst dødsdrift. Tværtimod, han elskede livet og kunsten. Han elskede kvinder. I biografien ’Drømmer jeg, eller…’ (2008) fortæller han råt for usødet om sine mange kvinder.
Ole Ernst tog for sig af det søde liv. Men hver gang han mærkede noget, der smagte af lykke, gjorde englestøvet ham så tørstig, at han måtte ud at slukke tørsten.
- Ole siger jo, at han drikker, fordi vi lever i et kærlighedsløst samfund, som hans tidligere kone, Vibeke Quist siger i ’Drømmer jeg, eller...’
Ole Ernst blev født på Vesterbro som søn af kokken Ernst Pedersen og smørrebrødsjomfruen Edith Frost. Han blev uddannet som skuespiller ved Odense Teater 1964-67. Han blev fastansat ved Det kongelige Teater, og igen fra 1994.
Ole Ernst var en søgende sjæl, en arbejderdreng med smag på livet. En arbejderdreng, der skulle lære at begå sig på de bonede gulve på Det kongelige Teater. Efter job som sømand og turistfører fandt han i stigende grad sig selv i de såkaldt seriøse roller. Både på teater - som ’Amadeus’, ’Erasmus Montanus’ og som Jeppe i ’Jeppe på ’Bjerget’, som stadig huskes af de, der så den - og på film.
Man kan sige, at begyndelsen på Ole Ernsts filmkarriere kom til at tegne den Ole Ernst, som danskerne senere helst husker. Nemlig som den utilpassede, buldrende, men også skævt moralske rod Per i de tre film, ’Flugten’ (1973), ’Per’ (’75), og ’Blind makker’ (’76’).
I dag er det nærmere reglen, end undtagelsen, at danske skuespillere triumferer i udlandet. Ole Ernst optrådte overalt i Norden, men som langt de fleste andre i sin generation nåede han aldrig ud i det store udland.
Om han havde ønsket ved kun hans nærmeste. Han havde formatet og talentet, der kunne og burde have bragt ham lige så langt som f.eks. Al Pacino. Ole Ernst var den store danske verdensstjerne, vi aldrig fik.
Når karakterskuespilleren Ole Ernst var alvorlig – som i den sidste rigtig store filmrolle som Parika Steens far i ’Baby’ (2001) – beboede Ernst en underspillet kraft, en brutalitet, en vulkan, der ventede på at gå i udbrud. Det var en af Ernsts helt store styrker. Han kunne spille stærkt. Han kunne overlade spillet til rummet. Han mestrede det usagte, dér, hvor tilskueren selv må være med.
Det er ikke bare høflighed, når Mads Mikkelsen-generationen nævner OIe Ernst som den første, der førte hverdagens og gadens sprog ind i dansk film og teater.
Ole Ernst prøvede de fleste facetter af skuespilkunsten. Det folkelige. Han nåede at sætte sit beskedne, men uforglemmelige aftryk på Olsen Banden-filmene. Som den naive, insisterende kriminalassistent Holm i medspil med ubetaleligt morsomme Axel Strøbye. Han spillede revy, især i 70erne. Han medvirkede i flere tv-serier. Han nåede – undskyld, mig – at spilde sit enorme talent på rollen som vismand i tv-serien ’Fangerne på fortet’.
Han var med i et hav af film og teaterstykker. Men det er for roller som i filmen ’Sort Høst’ og som Ole Jastrau, han især vil blive husket.
De sidste år kæmpede Ole Ernst med helbredet. Men han var med, da Cirkusrevyen havde premiere i maj i år.
- Jo, tak. Jeg har det fint. Jeg har tiden for mig, svarede han på spørgsmålet – hvordan går det?
Det har han så ikke længere. Tiden for sig. Når han var bedst fik han tiden til at stå stille.
Del: