Nej til social porno
Det konservative medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Ole Hentzen, tog frivilligt skurkerollen i aftes, da han ene mand jordede det oprindelige forslag til at hente Nasra og Nidal tilbage til Danmark.
Det konservative medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Ole Hentzen, tog frivilligt skurkerollen i aftes, da han ene mand jordede det oprindelige forslag til at hente Nasra og Nidal tilbage til Danmark.
Ved brug af sin vetoret kunne han nemlig forhindre, at venstremanden Wallait Khans forslag om at sende en delegation fra kommunen til Jordan for at forhandle børnene tilbage til en plejefamilie her i landet, blev drøftet i borgerrepræsentationen.
"Han var selv med til at sende børnene til Jordan, og derfor ønsker han ikke omtale af sagen," siger Wallait Khan.
Men Ole Hentzen føler ikke, at han lader Nasra og Nidal i stikken. Tværtimod.
"Wallait Khan og Naser Khader ønsker slet ikke at børnene kommer hjem. De bruger sagen som social porno til at promovere dem selv," raser Ole Hentzen.
Det mener han, fordi de to politikere ikke har benyttet deres mulighed for at tage sagen op i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i de sidste tre møder.
"Og forinden har jeg faktisk opfordret til, at sagen blev behandlet i udvalget, hvor det altså havner nu.
Samtidig har Khan afleveret sit redningsforslag til borgerrepræsentationen for sent to gange. Det er da fordi, han ønsker, at sagen ikke skal behandles. Han og Khader er kun interesseret i at holde sagen varm, så de får omtale. Det er meget ubehageligt," mener Ole Hentzen, der som medlem af Børne og Unge-udvalget var med til at fjerne Nasra og Nidal fra deres danske plejefamilie og sende dem til Jordan og deres biologiske forældre.
"På baggrund af de oplysninger vi havde dengang, var det en rigtig beslutning. Men havde vi de informationer, vi har i dag, så tror jeg, at vi havde truffet en anden beslutning," siger han og erkender, at børnene aldrig skulle være havnet i Jordan.
"Det er en rædsels-sag, men jeg er stadig ikke sikker på, hvad den rigtige løsning er i dag. Vi følger alle de to børn og kan se, at de har det skidt. Og kan vi gøre noget for dem fra dansk side, skal vi selvfølgelig gøre det.
Men der er ingen vivl om, at Nasra og Nidal helst ville tilbage til deres danske plejeforældre, men mange - ikke mindst indvandrere i Danmark - mener jo, at de skal plejes af en muslimsk familie i Danmark. Hvad er bedst?
Desværre tror jeg, at deres sag kan køre længe endnu uden en løsning, og nogle folk vil blive ved med at promovere sig på den," siger Ole Hentzen.